Gladsaxes Venstremand på Borgen
Gladsaxe-Venstremand-2.jpg
Venstre uddelte valgmateriale på Gladsaxe-dagen. Mads Fuglede ses her sammen med byrådsmedlem Lone Yalcinkaya. Foto: Kaj Bonne.
Mads Fuglede startede i Folketinget på åbningsdagen den 5. oktober

– Du må vel have det lidt ligesom en tolvtemand, der ikke er med i startopstillingen, men kommer ind på banen?!
– Snarere som en 13. mand, for ved valget i 2015 endte jeg som anden suppleant, siger Mads Fuglede, der netop har fået sæde i Folketinget for Venstre. Gladsaxekredsens folketingskandidat havde meget passende første arbejdsdag på Christiansborg på Folketingets åbningsdag den 5. oktober.
Først den 11. september blev Mads Fuglede klar over, hvad der skulle til at ske. Folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt skrev en sms: – Hej Mads. Vil du ringe? Det er vigtigt.
Også Jeppe Kraft fra Venstres folketingssekretariat ringede, mens Mads Fuglede var på vej ind i til et interview i et tv-studie: – Derfor kunne jeg ikke svare dem, men jeg klar over, at når de ringede samtidig, kunne det kun betyde én ting: at jeg skulle i Folketinget. Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg sagde under interviewet, for mine tanker var et helt andet sted.
Jakob Engel-Schmidt var trådt ud af Folketinget for at blive direktør på Niels Brock. Mads Fuglede rykkede derefter ind i Jakobs kontor, hvor de bare vægge og tomme søm skreg på at blive brugt: – Det første jeg satte op var to plakater af Bruce Springsteen og The Faces, som er det noget af det musik, jeg lytter til.

Uenighed ikke fjendskab
Ved folketingsvalget i 2015 kørte Mads Fuglede en kampagne sammen med SFs folketingskandidat i Gladsaxe-kredsen, Gladsaxe viceborgmester Serdal Benli: – Vi demonstrerede, at man sagtens kan være politisk uenige uden at være fjender. Det står i skarp kontrast til de modbydeligheder, som er ved at indfinde sig i den politiske kultur via de sociale medier. Du behøver bare at åbne facebook.
For to år siden var Mads Fugledes succeskriterium var 1500 personlige stemmer: – Det er utrolig angstprovokerende at stille op. Tænk hvis man ikke får særligt mange stemmer… Men jeg fik 1968 – jeg blev vejet, men heldigvis ikke fundet for let.
På den personlige front var det dog en omkostningstung affære for ham: – Et halvt år før valget blev jeg pillet af skærmen på TV 2 og fik kampagnespærret min blog i Berlingske. Det er hårdt at ende som arbejdsløs bare fordi, man vil være folketingspolitiker. Jeg tror alle kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at være uden indtægt i et halvt år. Men jeg brændte virkelig for at blive valgt.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Mads Fuglede endte som nr. 4 hos Venstre i Københavns Omegns Storkreds. Folketingsmandaterne gik til Morten Løkkegaard og Karen Ellemann, mens Jakob Engel-Schmidt og Mads Fuglede endte på de følgende pladser. Folketinget lå meget langt væk fra Mads Fugledes tanker, og efter valget begyndte han igen at arbejde som en af landets USA-analytiker.
Da Morten Løkkegaard blev valgt til EU Parlamentet, blev hans plads overtaget af Jakob Engel-Schmidt. Det betød, at Mads Fuglede blev første suppleant. Pludselig var Folketinget ikke så langt væk.

Opvokset i skov
Mads Fuglede er opvokset i Dronninglund Storskov i Nordjylland: – Hvis jeg lyder mærkelig, så skyldes det, at jeg kun havde træer at tale med som barn, griner Gladsaxes nye mand ”på tinge”.
På et tidspunkt havde han – ansporet af sin gode ven og partikammerat, tidligere minister Peter Christensen – ladet sive, at han godt kunne tænke sig at stille op: – Da Venstres formand i Gladsaxe, Jette Aagaard Madsen, ringede og spurgte, om jeg var interesseret i at stille op i Gladsaxe-kredsen, var jeg sikker på, at det var det rigtige sted for mig, selv om Nordjylland ikke minder om Gladsaxe.
Den 46-årige nordjyde har dog i adskillige år boet på Christianhavn: – Min søster boede der i forvejen med sine to børn – og dem er jeg nært knyttet til. Jeg betragter dem nærmest som min egne. Christianshavn er et fantastisk sted. Og det er Gladsaxe også – som jeg er stolt af at repræsentere i Folketinget. Jeg har helt klart mine tanker om, hvad jeg kan gøre for Gladsaxe.

Til kamp for Gladsaxe
Som blå politiker er der nogle klare kerneværdier, som Mads Fuglede vil kæmpe for på vegne af Gladsaxe-borgerne.
Han nævner blandt andet bedre rettigheder for borgere, der kommer i klemme i systemet: – For eksempel som Gladsaxe-borgeren Flemming Hansen, der fik en høj bygning i baghaven. Sådan noget må ikke gentage sig. Eller borgere der har svært ved at sidde i egen bolig, fordi de ikke har råd til at betale ejendomsskatten – og de kan ikke få et lån i banken, selv om de har friværdi i boligen.
Eller for den sags skyld mennesker med helt almindelige jobs, der ikke har råd til at flytte i egen bolig i Gladsaxe, fordi priserne er steget voldsomt. Det giver en kunstig og tvungen forvandling af København. Som blå mand varetager jeg interesserne for folk med privat ejendom.
Bandekriminalitet og den medfølgende utryghed i visse områder af Gladsaxe er blandt Mads Fugledes programpunkter: – Efter politireformen oplever mange borgere, at politiet ikke er til stede. Det gør dem utrygge. Vi har alle et ansvar, og jeg er ikke kommet på tinge for at pege fingre, men for at finde løsninger. Og jeg kan virkelig godt lide Gladsaxe, selv om der efter min smag er lige lovlig mange socialdemokrater herude, siger Mads Fuglede og griner.
– Jeg er glad for at repræsentere et parti, som er det ene ben i det samfund, som vi kender. Socialdemokraterne er det andet ben. Jeg vil arbejde for, at det Danmark, som jeg opvoksede i, fortsætter med at være godt og stabilt. Vi har et fælles ansvar for vores land – uanset partifarve, siger Mads Fuglede.

Ordførerskaber
Mads Fuglede har overtaget to ordførerskaber efter sin forgænger: – Det er for uddannelse/forskning og for ligestilling. Her har jeg mit umiddelbare fokus. Jeg sidder i flere udvalg, hvor jeg især vil prioritere arbejdet i §71-udvalget, som blandt andet handler om behandling af patienter i psykiatrien.
Sit helt store faglige interesseområde – udenrigspolitikken og USA – vil Mads Fuglede ikke beskæftige sig med: – Det tager andre sig af. Jeg vil i stedet bestræbe mig på at dygtiggøre mig inden for de borgernære områder, og jeg har bedt mine kolleger om at give mig lidt snor og måske også hjælpe mig på vej. Jeg har allerede fået nogle opkald fra pressen, hvor jeg endnu ikke var helt hjemme i stoffet. I øjeblikket er der en stejl indlæringskurve, og jeg vil nødigt falde igennem, så jeg kan ikke selv vælge min godnatlæsning, siger Mads Fuglede, mens trækker en tung uddannelses- og forskningspolitisk redegørelse ud fra reolen.
– Nu gælder det. Nu kan der ikke mere langes vindfrikadeller over disken. Nu er det konkret, men selv om jeg for første gang i mit liv er fuldtidspolitiker, føler jeg mig som en fisk i vandet. Forhåbentlig viser jeg, at jeg er værdig til at sidde i Folketinget.
Jeg ser mig som repræsentant for den almindelige Gladsaxe-borger. Jeg har det også bedst blandt almindelige mennesker med alle de fejl og særheder, de har – måske fordi jeg er en selv, siger Gladsaxes nye folketingspolitiker, der ser frem til sin lille daglige gåtur over Knippelsbro, før han tjekker ind på sin nye arbejdsplads.

Gladsaxes Venstremand
Mads Fuglede ser frem til at yde en indsats for Gladsaxe-borgerne på Christiansborg.
Foto: Folketinget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top