Integrationen nytter, så lad os ikke føre strudsepolitik
-

I Gentofte har de forsøgt at betale sig fra at integrere flygtninge. Og her i Gladsaxe har vi en variant af strudsepolitikken i den konservative Henrik Sørensen, der bruger meget taletid på at kritisere, at vi bruger penge på integration.

Henrik Sørensen glemmer bare to ting: For det første, at alle kommuner – selv den konservative højborg Gentofte – er forpligtet til at tage sin del af opgaven.

For det andet glemmer Henrik Sørensen, at man kan gøre en forskel med integrationsindsatsen. Hvis man gør det godt, er der meget større sandsynlighed for, at de nytilkomne får et arbejde.

Og vi er gode til at skabe rammerne for god integration her i Gladsaxe: I en rapport fra Kommunernes Landsforening kan man læse, at i Gladsaxe er stort set alle dem, der kommer hertil (87%) parat til at gå ud og få et job. Gladsaxe er den kommune i landet, der er bedst til dét.

Når vi lykkes med integrationen, er det til gavn for alle. For virksomhederne, der får nye dygtige medarbejdere. For vores kommune, hvor de nye borgere kan være med til at bidrage til fællesskabet. Og for den nytilkomne, der kan mærke, at hans indsats gør en forskel.

At vi lykkes med at gøre de nye danskere og Gladsaxeborgere klar til arbejdsmarkedet, er ikke kommet af sig selv. Det har krævet en kæmpe indsats, og vi er slet ikke i mål endnu. Man lad os smøge ærmerne op i stedet for at stikke hovedet i jorden.

Henrik Andersen
Byrådskandidat (A)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top