LA følte sig chikaneret
Michele Fejø kunne ikke genkende sit forslag, der var til afstemning i byrådssalen

Michele Fejø, Liberal Alliances gruppeformand i Gladsaxe Byråd, følte sig chikaneret på sidste uges byrådsmøde:
– Borgmester Trine Græse mente, at Liberal Alliances budget ikke lignede de andres. Derfor valgte hun at lave det om – uden at orientere os, siger Michele Fejø.
– Når et parti ikke er med i budgetforliget, skal partiet indsende sit eget forslag som alternativ til borgmesterens budget. I Gladsaxe mente borgmesterens embedsmænd, at Liberal Alliances budget skulle indgå i en skabelon. Men det nøjedes de ikke med – der blev også ændret på tallene og på teksten. Det er grov chikane, når borgmesterens embedsmænd laver om på mit budgetforslag uden at orientere mig – for at få mit budget til at ligne de andres, siger Michele Fejø.
– Jeg kunne slet ikke genkende det forslag, der var til afstemning i byrådssalen. Det var ikke det samme, som jeg sendte ind til forvaltningen. Det må og kan ikke være rigtigt, at man ikke har respekt for demokratiet og ændrer i andre partiers forslag uden at give nogen form for information.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top