- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Med i verdenseliten

Bagsværdroer nummer otte i VM-finale

Bagsværdroeren, Mathias Larsen, roede sig ved VM i Florida ind som en del af verdenseliten. I herrernes letvægtsdobbeltsculler opnåede Mathias Larsen en ottendeplads med sin makker Emil Espensen fra Danske Studenters Roklub.

Letvægtsdobbeltsculleren
er også på det olympiske program, og konkurrencen er knivskarp i denne bådtype.
”Vi er rigtigt godt tilfredse med at slutte sæsonen af som nummer otte i verden i et sindssygt hårdt felt. Det er vores første sæson sammen i båden, og det har været en stejl læringskurve for os. Vi har bevaret troen på projektet, så vi er rigtigt glade for det resultat, vi har opnået. Der er tre år til næste OL, og vi synes, at det her er et godt udgangspunkt.” siger Mathias Larsen.
Mathias Larsen og Emil Espensen var i indledende heat parret med de olympiske mestre fra Frankrig. Det var for stor en mundfuld, og den danske båd måtte derfor forbi et opsamlingsheat, hvor de til gengæld satte bedste tid af alle både. I semifinalen rakte farten ikke helt til A-finalen, og de måtte tage til takke med at ro om 7. til 12. pladsen i B-finalen. Her sluttede den danske duo stærkt af. De roede med om førstepladsen, men et tjekkisk mandskab henviste til en andenplads og en samlet ottendeplads ved VM.

Hård konkurrence
Kaproningschefen i Bagsværd Roklub, Mia Espersen er forståeligt meget tilfreds med det flotte resultat.
”Det er første VM for Mathias og Emil i den her bådtype, og en ottendeplads peger bestemt i den rigtige retning. Danmark har stolte traditioner i letvægtsklasserne, men letvægtsfireren, som mange sikkert kender, er fra 2020 pillet af OL-programmet. Det betyder, at rigtigt mange lande nu satser benhårdt på letvægtsdobbeltsculleren, og konkurrencen er ufatteligt hård. Set i det lys er drengenes præstation fuldstændigt fremragende.”