Ny økonomirådgivning for familier i Gladsaxe
Gældsrådgivning.jpg
Lone Holst, Margit Schulian og Susanne Damsgaard er klar til at yde rådgivning til Gladsaxes borgere. Foto: Privat.
Dansk Folkehjælp klar med anonym støtte

Med støtte fra Gladsaxe Kommune starter Dansk Folkehjælp nu en gratis, frivillig økonomirådgivning op for familier og borgere, der har ondt i økonomien.

Selv om det er en ordning, der er støttet af Gladsaxe Kommune, så er der tale om en anonym, uafhængig og frivillig rådgivning – både i forhold til for eksempel kommune og banker. Det understreger John Pedersen, der er leder af den nationale afdeling i Dansk Folkehjælp og primus motor på ordningen.

– Vi kan mærke, at det er vigtigt for de borgere, der søger rådgivning, at det er uafhængige rådgivere, og at de har både tid og indsigt i problemstillingerne. Det gør sig faktisk også gældende for rådgiverne, siger han.

Kompetente rådgivere
Rådgiverne har en finansiel eller socialfaglig baggrund og kan rådgive alle borgere omkring tyngende gældsproblematik, det vil sige overblik over gæld og kreditorer, plan for muligheder, kreditorkontakt og andet der er nødvendigt for at få styr på en uoverskuelig økonomi – og i det hele taget yde en uvildig rådgivning og vejledning, der er fri for kommercielle eller myndighedsmæssige interesser. Har du brug for rådgivning, så kontakt Dansk Folkehjælp på telefon 70 22 02 30 og lav en aftale om et tidspunkt for rådgivningen. Rådgivningen finder indtil videre sted i ’Værestedet’, Bagsværd Hovedgade 175.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top