Skud udløser visitationszone i Gladsaxe
Visitationszone.jpg
Nu er Gladsaxe også en del af visitationszonen

Politidirektøren for Københavns Vestegns Politi har i dag besluttet at forlænge og udvide de to eksisterende visitationszoner, der blev etableret i dele af Herlev, Ballerup, Glostrup, Rødovre og Gladsaxe Kommuner den 29. september 2017 og den 3. oktober 2017.

Forlængelsen og udvidelsen af visitationszonen sker i perioden fra torsdag den 26. oktober 2017 kl. 23 til torsdag den 9. november 2017 kl. 23.00.

Beslutningen medfører, at politiet i perioden kan foretage stikprøvevis besigtigelse af personers legeme, undersøgelse af tøj og andre genstande samt køretøjer i et nærmere anvist geografisk område.
Baggrunden for beslutningen er, at der aktuelt pågår en konflikt i og omkring bandemiljøet, og at politiet den 10. og 19. oktober 2017 har fundet to skarpladte skydevåben og ammunition i visitationszonens område. Zonen bliver desuden udvidet til også at gælde et område mere i Gladsaxe, da der senest i går aftes, den 25. oktober, var et skyderi på Søborg Torv i Gladsaxe, hvor en 34-årig mand blev skudt i maven.
– Vi følger situationen nøje og vurderer løbende vores indsats og en visitationszone derefter. Vi arbejder for at gøre borgerne i området trygge – og bandefolkene utrygge – og en visitationszone er et af vores redskaber til at bekæmpe bandefolk og deres kriminelle aktiviteter, siger politiinspektør Svend Foldager, Københavns Vestegns Politi.

Her er zonen
Visitationszonen er afgrænset af Slotsherrensvej, Nordre Ringvej, Marielundsvej , Mileparken, Ballerup Boulevard, Ballerup Idrætsby til Sydbuen, Vestbuen, Ågerrupvej inklusiv Grandtoften til Baltorpvej, Vestbuen, Ballerup Byvej, Ring 4, Klausdalbrovej, Hillerødmotorvejen, Motorring 3 til kredsgrænsen mod Nordsjællands og Københavns Politi. Herefter følges kredsgrænsen tilbage til Slotsherrensvej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top