Socialdemokratisk strudsepolitik
I Gladsaxe Bladet 24. oktober havde den socialdemokratiske Henrik Andersen et indlæg,

hvor han beskylder mig og Det Konservative Folkeparti for at føre en strudsepolitik, når det kommer til indvandrere fra ikke vestlige lande. Intet kan være mere forkert.

Integrationen i Gladsaxe er for store grupper af ikke-vestlige indvandrere desværre slået fejl. Henrik Andersen skriver, at 87 % af ikke-vestlige indvandrere er jobparate. Det er ikke korrekt. Det er kun 30 %. Og Henrik Andersen glemmer at fortælle, at gruppen af jobparate ikke dækker over personer der er i arbejde, men personer, som er arbejdsløse.

Det er Henrik Andersen og Socialdemokraterne, der fører en strudsepolitik.

Ikke-vestlige indvandrere i Gladsaxe er dobbelt så ofte på overførelsesindkomst som danskerne, så Gladsaxe Byråd har store opgaver foran sig.

Vi skal ikke have store grupper som lever i parallelle samfund uden kontakt til det omkringliggende samfund.

Vi konservative mener, at vi skal tage et opgør med parallelsamfund, og særligt få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Nøglen til bedre integration er fx at få langt flere kvinder ud på arbejdsmarkedet end i dag. Vi har ikke brug for flere nytteløse kommunale integrationsprojekter.

Dér har Gladsaxe Byråd et stort arbejde foran sig.

Henrik Andersen kan i sit indlæg ikke pege på en eneste socialdemokratisk succeshistorie for Gladsaxe. Måske fordi der ikke er så mange. Det skal vi gøre bedre.
Vi er parate til at tage ansvar for det store arbejde det kræver.

Henrik Sørensen
Byrådskandidat (k)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top