Byggeri af nyt spillested for unge ’banket’ i gang
Spillested-01-46-17.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Marius Bertelsen fra bandet Dørene åbner gav et par numre, som en del af igangsættelsen af ombygningen, der gerne skal være færdig om et lille års tid. Foto: Kaj Bonne.
Gladsaxes nye spillested for unge åbner efter sommerferien 2018.

Politikere og aktive musikfolk har i mange år ønsket at skabe et spillested for unge i Gladsaxe. Ved budgetforhandlingerne i 2014 vedtog Byrådet at sætte penge af til et spillested for de unge, som resten af Gladsaxes musikliv også skal have glæde af.

’Spillestedsudvalget’, hvor politikere og borgere, også de unge kommende brugere, samarbejder på lige vilkår har nu overleveret deres ideer til dem, som skal bygge spillestedet. Og byggeriet blev således banket i gang forrige mandag med et arrangement i Den Rå hal, hvor nogle af kvadratmeterne skal blive til spillested.

Marius Bertelsen, der lige er gået ud af Gladsaxe Gymnasium, og som er en del af Gladsaxes unge musikmiljø, gav en smagsprøve på, hvad der kommer til at ske i Gladsaxes nye spillested. Han fyldte som en del af fejringen de mange tomme kvadrater på Telefonvej med lyden af to sange, lavet sammen med hans band ’Dørene åbner’, og sin akustiske guitar.

Publikum var musestille, mens Marius leverede sangene på smukkeste vis i den kolde hal. Marius, som er her fra Gladsaxe, siger om det nye spillesteds betydning:
– Det er vildt rart og megavigtigt, at der er et sted, hvor der er plads til at øvede musikere kan komme og optræde, men også hvor nybegyndere, fx fra musikskolen, kan få lov at komme og optræde. Der er en enorm glæde i at spille musik, og den glæde kan man nu få lov at give videre. Inde i København er spillestederne travle, og det er svært at komme ind og optræde der.

’Noget til håndværkerne’
Borgmesteren sendte i sin tale en tak til alle, der er kommet med kreative ideer i forarbejdet, heriblandt unge kommende brugere, og dem, som skal skrue de kreative ideer sammen. Borgmesteren bankede officielt byggeriet i gang ved at slå hul i en væg, i stedet for et ’første spadestik’, som jo ikke er aktuelt, fordi bygningen allerede står der.

Der blev klappet og jublet, hver gang borgmesteren havde svinget hammeren. Da hun stoppede med at hamre, opfordrede nogle hende til at hamre videre, men borgmesteren sagde, at ’der også skal være noget til håndværkerne’. Det udløste grin fra publikum, som blandt andet bestod af folk fra ’Spillestedsudvalget’, rådgiverteamet fra BBP-arkitekterne, Lyngkilde Ingeniører og entreprenørfirmaet Georg Berg A/S.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top