Farlig skolevej ved Grønnemose Skole
-

Masser af børn i Maglegårdskvarteret tager hver morgen og eftermiddag cyklen for at komme til og fra Grønnemose Skole. Men det er ikke uden risiko, for undervejs venter mange potentielt farlige trafikale udfordringer – på villavejene, på stierne bag skolen og nede ved selve skolen, hvor børnene skal fra stisystemet, derefter navigere mellem parkerede og kørende biler på P-pladsen for at komme op til Kirketorvet og cykelparkeringen.

Og krydset ved Gladsaxevej fungerer – trods mange tiltag – desværre ikke optimalt og er svært at overskue for de yngste cyklister.

Nu nærmer vinteren sig og med den – sneen. Det betyder, at de markerede cykelbaner på Maglegårds Allé og en del af Grønnemose Allé i perioder dækkes med den sne, der ryddes fra bilernes vejbane, og at store og små skolebørn (og voksne) tvinges til enten at cykle midt ude blandt bilerne eller ulovligt oppe på fortovet.

Heldigvis er ingen endnu kommet alvorligt tilskade – men det måske kun et spørgsmål om tid?

Derfor er det nødvendigt med målrettede tiltag, der kan forbedre trafiksikkerheden for Grønnemose Skoles elever.

I budgettet for 2018 er der heldigvis afsat penge til at forbedre trafiksikkerhed for cykelstier.

Ét af de oplagte steder at tage fat er at få etableret ‘rigtige’ cykelstier på Maglegårds Allé og på Grønnemose Allé hen til hvor stistystemet starter.
Det mener jeg vil skabe en mere sikker skolevej for børnene.

Lise Tønner,
Havevej 18
Byrådskandidat (A)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top