Flextur godt til indkøb
-

I Gladsaxe har vi et stort ønske om, at vores ældre medborgere får mulighed for at fastholde et aktivt og socialt liv, også når bentøjet begynder at svigte. Anette Haudal beklagede i sidste uge, at tur-køb-ordningen med gratis transport til og fra indkøbsmuligheder for borgere, som ikke kan få hjælp til indkøb fra pårørende, bortfalder fra årsskiftet. Når vi har valgt at lade ordningen bortfalde, er det dels fordi ordningen kun blev brugt af ni borgere i alt, dels fordi vi kan tilbyde et godt alternativ til ordningen. Jeg vil nemlig anbefale AH’s mor og hendes veninder i stedet at benytte sig af Flextur, ikke kun til indkøb, men også på café, i teatret eller andre aktiviteter, som de gerne vil deltage i sammen. Flextur er en fleksibel transportform, der nemt og enkelt får borgeren fra et sted til et andet. Flexture køres af taxaer og liftvogne alt efter behov. Man kan blive hentet derhjemme og kørt til svømmehallen, på aftenskolen eller hvor som helst, og man kan naturligvis også blive kørt hjem igen. Man kan læse mere om Flextur på hjemmesiden: gladsaxe.dk/flextur. Og man er altid velkomne til at kontakte Visitationen på 39 57 53 55 og høre mere om de forskellige kørselsmuligheder.

Kristine Henriksen
Formand for Seniorudvalget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top