Fremgangen fortsætter
Succes ved DM junior og DM Senior for Gladsaxe Svømme Club

2.-5.november deltog GSC juniorsvømmere ved de danske juniormesterskaber i Århus, og de klarede sig nydeligt.

Mesterskabet startede rigtig godt med en guldmedalje til drengene i 4×100 holdmedley med flere sekunder ned til 2.pladsen.

De følgende dage fulgte andre trop – bl.a. med en bronzemedalje til Michelle Mortensen i 1500m fri med en kæmpe personlig rekord på 54sekunder.

”Alt i alt havde vi et super godt mesterskab – med en højere procent af personlige rekorder og flere medaljer end sidste juniormesterskab”, siger elitetræner Sofie
Seheim.

Fem dage senere stod den i Greve på danske mesterskaber på kortbane for seniorsvømmerne. Det var samtidig kvalifikationsstævne til de europæiske kortbane mesterskaber (EKM) i december i Royal Arena.

Her gik det også rigtig fint for Gladsaxe.

På førstedagen startede Amalie Mikkelsen med svømme under kravtiden i en personlig rekord. I samme finale afsnit nappede pigerne en guldmedalje i 4×50 fri. Dagen efter svømmede Victoria Bierre sig videre til finale i 100m ryg i tredje hurtigste tid – meget tæt på kravtiden. Om aftenen svømmede Victoria sig sikkert under EKM kravtiden samt ind på en 2.plads kun overgået af Mie Ø. Nielsen.

Tredje dagen indbragte endnu engang medaljer til GSC – først til pigerne i 4×50 holdmedley som sikrede sig en sølv, dernæst en sølvmedalje til Amalie Mikkelsen i 50m butterfly og afslutningsvist svømmede pigerne sig til en sølvmedalje i 4×100 fri holdkap, hvor Kristina Thomsen på første turen kun var 4/100 fra EKM- kravtiden.
På sidstedagen ved DM svømmede Victoria Bierre sig under EKM kravtid på 200m ryg sikrede sig sit første danske seniormesterskab.

Pernille Blume deltog i World Cup stævne i Beijing hvor hun svømmede sig under kravtid til EKM på 50m fri og 100m fri.

Gladsaxe sender altså tre svømmere af sted til de europæiske kortbanemesterskaber på hjemmebane i Royal Arena 13.-17.december.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top