Lyriske talenter på Søborg Skole
Lyrik-01-46-17.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

August Nørby Hansen brillerede med et meget velkomponeret og fortællende digt. Foto: Kaj Bonne.
Elev i 5. klasse imponerede vildt

Lyrik er en fantastisk måde til kort og præcist at kunne udtrykke sine holdninger og følelser. Det har en del elever fra Søborg Skoles mellemtrin i den grad erfaret.

Gennem en længere periode har en gruppe elever fra 5. og 6.årgang fulgt et såkaldt maxforløb, som er et særligt tilbud til de af skolens elever, der savner ekstra og/eller anderledes danskfaglige udfordringer for en periode.

Torsdag aften d.9/11 kulminerede forløbet i en lyrikkonkurrence, hvor årets lyriker, årets lyrikoplæser og årets lyriske performer skulle findes.

Til selve begivenheden var Dansklærerforeningens formand Jens Raahauge inviteret til at være dommer og give eleverne en professionel feedback på deres arbejde.

”Jens Raahauge var meget begejstret for elevernes digte. Og det var meget svært for ham at udvælge vindere af de forskellige titler,” siger Naja Lundgreen, der er en af lærerne i lyrikforløbet.

Fantastiske metaforer
Jens Raahauge var dog ikke i tvivl om, at årets lyrikerpris skulle gå til August Nørby Hansen fra 5.b, hvis digt ”Skole, skole, skole og endnu mere skole” udskilte sig rent sprogligt fra de andres digte. Gennem brug af helt fantastiske metaforer og sammenligninger fik August klokkeklart formidlet, at Søborg Skole, i den grad, trænger til en gennemgribende renovering. Vi bringer, digtet her i avisen. Evt. indsættelse af digt her. Derudover løb Tobias Lyngsø fra 5.a med prisen som årets lyriske performer.
Tobias lod ingen være i tvivl om, at han er smækfuld af energi via sit digt Energi – evig energi. I hvert fald var det svært for Tobias at stå stille på scenen.

Anderledes rolig og fattet var Katarina Ristic fra 5.a, der med sin gode tydelige artikulation og sit nærvær tryllebandt hele forsamlingen med sit hjerteskærende digt. Katarina blev derfor kåret til årets lyrikoplæser.

Sidst, men ikke mindst blev Raahaugeprisen uddelt. Her bjergtog og imponerede Isabel Gierding fra 5.c alle med sit ondskabsfulde dæmoniske digt ”Satans selleri”. Et sanseligt digt om et stærk og inderligt had til sellerien, der under oplæsningen blev parteret og slået ihjel på scenen. Det kunne Jens Raahauge ikke stå for, og han forlod dernæst en dejlig aften med et stort smil på læben og med masser af begejstring over, at så mange elever har lyst til at dyrke den lyriske genre.

Se flere fotos på http://gladsaxebladet.fotokajbonne.dk


Skole, skole, skole og endnu mere skole
Skoledagen er så lang
Som den længste og stejleste trappe
Skolegården er så kedelig som den mørkeste regnvejrsdag
Internettet er ligeså sløvt som den langsomste regndråbe
Der glider ned ad vinduet
Men opløses inden, den når enden

Skolens gange er så oldingegamle
Tapetet går med rollator
Lamperne går med krykker
Murstenene er trætte
De vil have lov at dø og begraves
Min Ipad er så slidt og træt, at den bare vil skrottes
Et smartboard har ikke virket i 1000 år
Det ligger i haven som et råddent æble mellem græsset

Søborg Skole – du er et gammelt skrog
Tjaaaaa … måske er jeg lidt grov
Du trænger til plejehjem og rekreation
En ny paryk og masser af motion
En creme, der dækker dine ar
En støttestrømpe der hjælper dig med at holde balancen
Så du ikke vælter omkuld – Ååh din gamle dame
Men jeg må indrømme… du har sgu` din charme!

August 5.a
Søborg Skole

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top