Plus og minus for giganterne i Bagsværd
Salget i Novozymes går bedre end ventet, men derimod fortsætter Novo Nordisks lave vækst i USA

De første ni måneder af 2017 har været gunstige for enzymgiganten Novozymes i Bagsværd.
Administrerende direktør Peder Holk Nielsen kunne over for Ritzaus Finans slå fast, at Novozymes har øget omsætningen med fire procent fra januar til september. Resultatet er bedre end forventet.

Salget af enzymer til føde- og drikkevareindustrien har været stigende, fordi Novozymes på grund af et patent, der udløber næste år, har sat priserne det: – Der er så bare sket det, at volumenerne er blevet højere, fortæller topchefen.

Novozymes omsatte for 10,9 mia. kr. de første ni måneder, og det er en fremgang på en halv mia. kr. i forhold til 2016. Driftsresultatet er på 3,8 mia. kr. – ca. 200 mio. højere end sidste år. Bundlinjen hedder 2,3 mia. kr. mod 2,2 mia. kr. for et år siden.

Lavere vækstrate
For storebror Novo Nordisk blev forventningerne for 2018 afsløret i sidste uge. Novo Nordisk forventer, at den lave vækst fortsætter i 2018. Vækstraterne er nu etcifrede. For ganske få år siden blev væksten noteret med tocifrede procenter. Det er især prispres på det amerikanske marked som er med til at skrue ned for væksten. Der var dog også positive signaler, idet Novo Nordisks salg de første ni måneder steg med to procent til næsten 84 mia. kr.

– Vi er nu i gang med at forberede den globale lancering af semaglutid, som giver en unik mulighed for at forbedre behandlingen af mennesker med type 2-diabetes, lød det optimistisk fra Novo Nordisks administrerende direktør Lars Fruergaard i regnskabet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top