Stor vækst i private jobs og 8. laveste skat
-

I perioden fra 2011-2016 har vi i Gladsaxe haft en vækst i private arbejdspladser på 31 % mod 7,5 % i Region Hovedstaden. Beskatningen – udskrivningsprocent, grundskylds- og dækningsafgiftspromille – er fra 2013 til 2017 faldet fra 23,83 % til 23,55 %, mens den på landsplan har ligget stille på 24,9 %. I år er vi Danmarks 8. laveste skattekommune og i 2018 sætter vi både skatten og dækningsgiften yderligere ned, mens skatten stiger på landsplan.

Derudover har vi for en måned siden ved budgetforhandlingerne aftalt, at dækningsafgiften sættes yderligere ned i 2019. Det er ikke rigtigt, når Venstres borgmesterkandidat Pia Skou i sidste uge påstod, at virksomhederne har dårlige vilkår i Gladsaxe.

Den publikation, som Pia Skou henviser til, er DIs måling af det lokale erhvervsklima, sådan som de adspurgte virksomheder selv vurderer det. Det er lidt af et paradoks, at Gladsaxe med så flotte resultater ikke scorer højere i DI’s undersøgelse, end tilfældet er. Men det skyldes, at DI’s undersøgelse ikke baserer sig på, hvordan forholdene i Gladsaxe faktuelt er. Et enigt byråd – herunder også Venstre – har sammen med vores virksomheder udarbejdet en erhvervspolitik. Vi arbejder benhårdt for at sikre gode forhold og velfærd for alle vores virksomheder.

Gladsaxe er med til at drive væksten i hele hovedstadsområdet. Det er også årsagen til, at Berlingske Business i år har kåret Gladsaxe som danmarksmester i jobskabelse. Derfor kan Pia Skou være tryg ved, at jeg som borgmester vil fortsætter det gode samarbejde om at sikre høj velfærd for både vores borgere og virksomheder.

Trine Græse (A)
Borgmester

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top