Til byrådskandidaterne: Hvad vil I med Bagsværd Sø?
-

I indlægget ”Sønaturen ligner en taber” stillede Leif Kajberg spørgsmål om planerne for Bagsværd Sø mht. opgradering af Rostadion. Det er der ingen af jer byrådskandidater, der har fundet et svar værdigt.

Tankevækkende, da mange af jer vil kæmpe for bedre vilkår for både idræt og natur i Gladsaxe.

Det er svært at være uenig i. Mange i Gladsaxe er med i en idrætsforening eller motionerer på individuelt plan. De fleste går tur i det grønne.

Vi støtter ordentlige stadionforhold samt svømme- og skøjtehaller, der ikke falder ned om ørerne på os.

Med rosporten, er det noget andet. Gladsaxe Kommune er med i opgradering af Danmarks Rostadion. Det skal ske i et nyligt fredet område, der blev topscorer i kommunens for 10 egen kulturkanon.

Bagsværd Sø er først og fremmest et rekreativt område for alle borgere. Man kan gå tur, løbe, cykle, lufte hund, ro i kano, fange fisk, se på planter, lytte til fugle, opleve historiens vingesus i Slotparken og med Baadfarten eller nyde stilheden og en smuk solnedgang over søen. Bagsværd Sø betyder meget for rigtigt mange af os som andet end en idrætsfacilitet.

Hvor langt vil I kommende byrådspolitikere gå på kompromis med fredningen af søen? ”Robanerne skal forlænges og landskabet skal bearbejdes i søens østlige og vestlige ende” iflg. projektbeskrivelsen. Alarmklokkerne bør bimle! Kom ud af busken, lokalpolitikere, det er her, I kan vise noget holdning, for her er der tale om reelle interessemodsætninger!

Jens Mortensen
Bagsværd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top