Vi skal være bedre til at bekæmpe mobning
-

Som kandidat til Kommunalvalget 21. november modtager jeg et stort antal mails fra diverse organisationer.

For nylig skrev Børns vilkår til mig om mobning. Børns vilkår har undersøgt problemet på landsplan.

Ifølge deres undersøgelse er det i gennemsnit 8,3 % af eleverne i landets 4.-9. klasser, der oplever at blive mobbet. I Gladsaxe ligger vi desværre over gennemsnittet, idet 9,4 % svarer at de bliver mobbet. Det tal finder jeg alt for højt.

Adskillige undersøgelser viser, at mobning igennem længere tid i barndommen, kan føre til mistrivsel, ensomhed, social isolation og ligefrem selvskade. Dette bringes med ind i ungdommen og voksenlivet.
Herudover skal vi ikke glemme de mange børn, der måske ikke bliver mobbet, men som bliver holdt udenfor.

Disse børn får ikke udviklet deres sociale kompetencer, hvilket kan føre til samme alvorlige konsekvenser som mobning.

Selvom Gladsaxe gør meget for at styrke børns trivsel, modtager kommunen en del indberetninger om mistrivsel. Det finder jeg bekymrende, og det giver anledning til at spørge, om det er det rigtige, vi gør?
Jeg kunne tænke mig et langt større fokus på mobning og en forstærket opfølgning på, hvordan der arbejdes med at få bugt med mobning på skolerne.

Hvis vi vælger at bruge flere ressourcer på at forebygge mobning og mistrivsel, vil vi hjælpe en del børn og unge til en bedre hverdag, hvor de trives i sunde sociale relationer med andre børn og unge.
Jeg vil langt hellere bruge kræfter på at forebygge end på at sætte ind, når skaden ER sket.

Lene Svendborg
Kandidat til KV17
for Socialdemokratiet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top