60 familier får julehjælp
Dobbelt så mange familier modtager julehjælp fra Røde Kors i forhold til sidste år Lige nu knokler de frivillige rundt om i Gladsaxe Røde Kors med at forberede julehjælpen til de familier, der har svært ved klare julen uden en håndsrækning.

Røde Kors i Gladsaxe har i år fået mange flere ansøgninger om julehjælp end tidligere år. Derfor deler de frivillige julehjælp ud til cirka dobbelt så mange familier i Gladsaxe.

Afdelingen har i år fået cirka 90 henvendelser, og de deler ud til 60 familier.
De 90 henvendelser er cirka 30 henvendelser flere end sidste år.
Og at de giver julehjælp til 60 er en fordobling i forhold til, hvor meget de delte ud sidste år.

Ejnar Pedersen er ansvarlig for Røde Kors’ julehjælp i Gladsaxe, og han er glad for igen i år at kunne hjælpe de børnefamilier, der trænger mest op til jul. Julehjælpen er med til at forhindre, at børnene føler sig uden for i julemåneden, hvor snakken om adventsgaver, pebernødder og julefejring fylder meget i skolen.

”Hovedparten af dem, vi giver julehjælp til, er enlige forsørgere på kontanthjælp. En del af dem har også forskellige sygdomme,” fortæller Ejnar Pedersen, som har været med til at dele julehjælp ud i mange år.

”De bliver rigtig glade, når de får julehjælpen, og en del skriver til os og siger tak.”
Ejnar Pedersen fortæller, at de kunne have delt julehjælp ud til mange flere trængende familier, hvis de havde midlerne til det. Julehjælpen i Gladsaxe består af et gavekort på 800 kroner til et Coop supermarked. Så kan modtagerne selv beslutte, hvordan de vil bruge hjælpen til at holde en god jul for familiens børn.

I samarbejde med kommunen udvælger Røde Kors de familier, der har behov for at modtage julehjælp. I dagene op til jul får familierne en kurv fyldt med varer eller et gavekort, så de selv kan købe de varer, de har brug for op til jul.

”Jeg kan se, at der er mange gengangere i Gladsaxe, som har modtaget julehjælp i flere år. Og de trænger knagme til det,” siger Ejnar Pedersen.

Julehjælp i samarbejde med Coop
Kvickly, SuperBrugsen, Dagli- og LokalBrugsen er med til at sikre en god jul til endnu flere familier i år. I alle tre Coop-kæder kan kunderne give et bidrag til indsamlingen, når de køber ind, ved at købe støttekuponer på enten 50 eller 100 kroner ved kassen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top