Det sætter sine spor
Ubetænksomme unge dyrkede en farlig leg ved at hoppe ned på togskinnerne på Kildebakken

De unge synes, det er sjov. Så uden tanke for den fare de udsætter sig selv for, og de skæbnesvangre konsekvenser deres leg kan få for lokomotivførerne, hopper de ud fra perronen og ned på togskinnerne. I sidste uge blandt andet på Kildebakken Station, hvor tre teenagere legede ”Challenge” eller ”Chicken”.

– En af ulemperne ved at være lokomotivfører er, at alle i gennemsnit kommer ud for en påkørselsulykke eller en nærved-påkørsel. Derfor informerer vi i Dansk Jernbane Forbund fra dag 1 de nye lokomotivførere og deres samlevere om, at det ikke er et spørgsmål om, hvis det sker, men når det sker, siger Carsten Michael Olsen, faglig sekretær i Dansk Jernbane Forbund (DJF).

Operatørerne har et helt hjælpeprogram klar, som sættes i gang, når uheldet er ude. Både psykolog- og lægehjælp og samtalegrupper er en del af beredskabet. Carsten Michael Olsen påpeger, at en nærved-påkørsel kan være lige så mentalt belastende for den enkelte som en påkørsel. DJF fører ikke deciderede informationskampagner om farerne ved ovennævnte leg, da det kan føre til, at endnu flere får samme dumme idé.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top