- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Fire Gladsaxe-virksomheder udvalgt

Er med i et målrettet vækstforløb, der hedder ”Vækst med social bundlinje”

Lys og mørke. Sort og hvid. Blød og hård. Vand og ild. Vækst og social ansvarlighed. Modsætninger? Ja, men er det umuligt at forene? Ja, nogle gange, men det er ikke en selvfølgelighed.
Under alle omstændigheder har Den Sociale Kapitalfond søsat projektet ”Vækst med social bundlinje”. Her bliver virksomheder hjulpet til at finde nye veje til vækst og flere arbejdspladser. I den seneste udgave af ”Vækst med social bundlinje” er Gladsaxe Kommune blevet udvalgt sammen med Frederiksberg og Rudersdal.

Ti virksomheder fra disse tre kommuner blev udvalgt til den nye udgave. Blandt disse er fire Gladsaxe-virksomheder blev fundet værdige til at gennemgå et intensivt udviklingsforløb på seks måneder. I denne periode får virksomheder tilknyttet deres egen forretningsudvikler, og på fire workshops vil de modtage intensiv undervisning af nogle af Danmarks mest kompetente folk inden for salg og marketing, drift, strategi, organisationsudvikling. Endvidere får virksomhederne rådgivning om at udvikle de sociale modeller og optimere samarbejdet med kommunen.

– Virksomhederne får tilknyttet toptunede forretningsudviklere, der skal skabe vækst i virksomhederne, der så skal have plads til at ansætte udsatte borgere. Det sker i en dialog med jobcentret. Virksomhederne skaber vækst samtidig med, at de efterspørger arbejdskraft. Når virksomhederne så oplever en vækst på bundlinjen, så er de forpligtet til at snakke med jobcentret om at ansætte udsatte ledige, siger Tommy Engedal Kronborg, erhvervskonsulent i Gladsaxe Kommune.

De fire udvalgte
– Adskillige Gladsaxe-virksomheder ansøgte om at komme med i ”Vækst med social bundlinje”, men i sidste ende var det så fire virksomheder, der vandt billetten til i et halvt år at få massiv hjælp fra kommunen og Den Sociale Kapitalfond til at få væksten på plads og udsluse de udsatte borgere på arbejdsmarkedet. De fire virksomheder som kom igennem nåleøjeter: RTT, Weidingerglas, INFOBA og Malerfirmaet V.S. Larsen, siger Tommy Engedal Kronborg.

Erhvervskonsulenten påpeger, at programmet for Gladsaxe Kommune er at betragte som et pilotprojekt, hvor man betaler aktører for at få udsatte ind på arbejdsmarkedet.

Kommunen og Den Sociale Kapitalfond betaler, men det sker ikke uden opfølgning. Der bliver testet, om de kommunale besparelser ved at få udsatte i beskæftigelse kan bidrage til at finansiere vækstindsatsen – en såkaldt ”payment by results”-analyse, hvor resultaterne løbende opdateres på hjemmesider og i rapporter.

Det helt overordnede mål med programmet skulle helst udmønte sig i, at det over hele landet vil vise sig, at det kan betale sig at kombinere en social indsats med en god forretning.

Fakta
”Vækst med social bundlinje” er etableret af Den Sociale Kapitalfond i samarbejde med TrygFonden, Bikubenfonden, Tuborgfondet, Markedsmodningsfonden
og indtil videre seks kommuner (Gladsaxe, Frederiksberg, Rudersdal, Herning, Ikast-Brande og Kolding)
samt 21 små og mellemstore virksomheder.
Udviklingsforløbet strækker sig over seks måneder,
inden et opfølgningsforløb på yderligere seks måneder.