- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Gladsaxe digitaliserer, hvor det skaber værdi

Kenneth Barfod efterlyser i Gladsaxe Bladet 28/11 mere digitalisering. Gladsaxe har i mange år fokuseret på at udnytte de digitale muligheder. Sammen med Gentofte tog vi initiativ til Digital Byggesag, og vi indgår med andre kommuner i udvikling af Geografisk Informations System, økonomi- og journalsystem.

Driftsafdelingen er digitaliseret så der saltes med udgangspunkt i data om vejenes beskaffenhed, og borgerhenvendelser via Tip Gladsaxe går direkte til driftsfolkenes digitale enheder.

Vi er på skoleområdet ganske langt med brug af digitale undervisningsmidler og læringsportaler, og snart kan forældre få adgang til samarbejdsplatforme for dagtilbud og skole med samme password. På ældreområdet anvender vi telemedicin til at behandle borgerne i eget hjem.

Et ledelsesinformationssystem samler de data der allerede findes i kommunen til Gladsaxes ledelse, og der er oprettet en ny dataanalyseenhed til at udnytte data bedst muligt. Persondataloven sætter dog grænser for hvor langt vi kan gå. Samtidig skal vi respektere at mange er bekymret for overvågning gennem samkøring af data, ligesom det bliver meget dyrt hvis Gladsaxe alene skal lave en løsning der integrerer det hele i et system.

Men vi gør en ihærdig indsats for at være blandt frontløberne med digitalisering, hvor det giver mening i forhold til borgere, virksomheder og opgaveløsningen. Flere gode ideer som forslaget om en notifikation ved gravearbejde modtages meget gerne.

Claus Wachmann (B),
Formand for Børne- og
Undervisningsudvalget