- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Gudstjeneste med brunch

Anderledes kirkefest da Haraldskirken markerede de første 50 år

Der havde været lidt protester i kulissen, da det blev kendt at gudstjenesten i søndags i Haraldskirken skulle kombineres med en brunch med spiseborde og stole ude på kirkegulvet.

Men det viste sig som en rigtig god måde at fejre kirkens 50 års fødselsdag på.

Alle kirkebænke var transporteret til Rødovre af et flyttefirma. På fredag kommer de tilbage. Så kan man meget smart lige udnytte den tid til at få shinet kirkegulvet op.

For mange står en gudstjeneste som en noget tung affære. Men det var deri hvert fald ikke tale om i søndags.

Protesterne mod den anderledes gudstjeneste havde gået på, at det hele skulle blive lidt for popsmart.

Men det sørgede de to præster for, at det ikke blev. Morten den yngre alias Morten Krogsgaard Holmriis og Morten den ældre alias Morten Miland Samuelsen sørgede for at religion og brunch gik op i en højere enhed uden at det blev plat.

Der var musik i den blide afdeling, og som et tegn på meningen med det hele blev Beatlesmelodien ”All we need is love ” også spillet.

– Tanken bag det hele var, at stort set alt i Haraldskirken er blevet skiftet ud eller bygget om i kirkens 50 år (kirken, personalet, aktiviteter osv.). Alt undtagen én ting – og det er, at der i 50 år er blevet fejret gudstjeneste hver eneste søndag kl. 10. Derfor ville vi forsøge at kombinere kl. 10-gudstjenesten med en 50 års familiefødselsdag, fortæller Jeppe Ladegaard, der er kulturmedarbejder i kirken.

176 havde meldt sig til gudstjeneste, der selvfølgelig var åben for alle andre.

Morten Miland Samuelsen har været med på den største del af rejsen. Han blev ansat i kirken i 1983 og underholdt og informerede med et lille foredrag med en alternativ altertavle som remedie.
Kaffedrikning plejer at være afslutningen på gudstjenesterne. Men denne gang kunne man skåle i et glas boblevand. Og så var der trods alt endnu mere man kunne hygge sig med, før man trak sigt tilbage.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Ideen med at kombinere gudstjenesten med en afslappet brunch fungerede rigtig godt.
Det sørgede de 2x Morten som præster blandt andre for.
Foto: Kaj Bonne.