- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Intergalaktisk krig og en fredelig tyr

Star Wars i Bibliografen

Stjernekrigen buldrer igen hen over Bibliografen. ”Star Wars – The Last Jedi” er andet kapitel af relanceringen af den populære rumsaga, og historien samles op, hvor den sluttede i ”The Force Awakens”. Rey har opsøgt eneboeren Luke, Finn kommer sig ovenpå sit møde Kylo Ren, og Kylo overvejer fremtiden efter sit svidende nederlag til Rey. I baggrunden optrapper The First Order sine aktiviteter i jagten på oprørerne, anført af General Leia, der er hårdt tynget af sorg efter Han Solos død. Det lyder indviklet. Bare rolig, ”Star Wars – The Last Jedi” er hæsblæsende action fra første færd, og der er lagt i ovnen til et brag af en film, når de ondes kræfter en gang for alle vil knuse vores helte.

“Star Wars – The Last Jedi” har verdenspremiere i Bibliografen onsdag 13. december.
“Ferdinand” er genfortolkningen af historien om den så velkendte fredelige tyr af samme navn. I stedet for at kæmpe mod de andre tyre, vil han meget hellere sidde og dufte til de berusende blomster. Som tiden går, vokser Ferdinand sig dog stor og stærk, imens hans temperament forbliver blidt som et lams. Tiden er inde, til at Ferdinand skal opfylde sin skæbne i tyrefægterarenaen og en dag kommer fem mænd fra Madrid, der vil finde den største, hurtigste og vredeste tyr. Ved en fejltagelse bliver fredelige Ferdinand udvalgt, og han transporteres til byen med tårnhøje forventninger til hans evner. Filmen er baseret på børnebogen af Munro Leaf og må endelig ikke forveksles med Disneys klassiker fra 1938.

”Ferdinand” har premiere i Bibliografen torsdag 14. december.