- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Legendarisk sted i nye rammer

Nye ejere moderniserer Regatta Pavillonen ved Bagsværd Sø, men har stadig respekt for stedets historie

For lidt over et halvt år siden overtog søskendeparret Charlotte og Glenn Mathiassen Regatta Pavillonen på Skovalleen i Bagsværd. Fra start blev Regatta Pavillonen opfrisket, og der blev straks gjort noget ved akustikken. En modernisering er sat i gang. Stille og roligt, kvadratmeter for kvadratmeter – for Regatta Pavillonen skal stadig leve op til det billede mange mennesker har af den legendariske restaurant ved Bagsværd Sø.

Den idylliske beliggenhed og den romantiske beliggenhed tiltrækker naturligvis mange forskellige slags selskaber. Særligt bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage, firmaarrangementer, bisættelser og jubilæer.

– Utroligt mange mennesker har været herude til en eller anden festlig anledning. Det står meget stærkt i deres hukommelse. Derfor skal vi heller ikke lave for meget om, men vi går imod et mere moderne udtryk. Mange spørger til Bjørn Wiinblad-statuerne, som de kan huske. Og vi vil fortsat have Wiinblad på Regatta Pavillonen, siger Charlotte Mathiassen, der har været 18 år i restaurationsbranchen og blandt andet også driver restauranten i Dragør Sejlklub.

I øjeblikket kører Regatta Pavillonen julefrokost a la carte. Ud over a la carte så vil man tilbyde en nytårsmenu ud af huset, og i det nye år vil man satse på brunchbuffeter lørdag/søndag. Maden har generelt fået en opdatering, så den ikke kun tiltaler +50-segmentet.

– Vi har også indledt et samarbejde med Eskild Ebbesen fra Guldfireren om nogle company days fra mandag til torsdag, lyder det fra Trine Huda, restaurantens marketingsmedarbejder.

Charlotte og Trine ser det som et stort plus for restauranten, ”at det er så nemt at få en parkeringsplads herude”.

Regatta Pavillonen er med andre ord vendt stærkt tilbage..