- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Mange jobannoncer og ubesatte stillinger

Der var mere end 32.000 ledige stillinger på det private arbejdsmarked i 3. kvartal 2017, og det er næsten 3.000 flere end samme periode året før. Grundformen er god på det danske arbejdsmarked, mener Dansk Byggeri
– Det danske arbejdsmarked befinder sig i en god grundform, og som et naturligt resultat er der mange jobannoncer og ubesatte stillinger, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Korrigeret for sæsonudsving var der ifølge Danmarks Statistik 32.600 ledige stillinger på det private arbejdsmarked i 3. kvartal 2017. Det er cirka 2.900 flere end i 3. kvartal 2016.

– Der har aldrig i denne statistiks korte levetid været så mange ledige stillinger på det private arbejdsmarked. De ledige stillinger udgør 2 procent af den samlede beskæftigelse, siger cheføkonomen.

Andelen af ledige stillinger på arbejdsmarkedet opgøres som antallet af ledige stillinger i forhold til summen af ledige og besatte stillinger. Statistikken er ifølge Dansk Byggeri ikke helt dækkende, fordi alle de jobskift, der sker uden egentlige stillingsopslag, ikke opfanges i statistikken. Derfor bør man ikke lægge så meget i de absolutte tal, men mere hæfte sig ved retningen, det vil sige om det går op eller ned.