Vilje var ikke nok til julelys
Juletræstænding-10-49-09.jpg
Sådan har der set ud på Søborg Hovedgade, og det er jo lige til at komme i julehumør af. Men i år bliver det i hvert fald ikke den løsning. Foto: Kaj Bonne.
Der kommer ingen julebelysning på Søborg Hovedgade, selv om der blev fundet en del af pengene

Viljen var der, men alligevel ender det med, at der ikke kommer julebelysning på Søborg Hovedgade. Som tidligere beskrevet i Gladsaxe Bladet fik Handelsforeningen for Søborg Omegn stjålet fem kilometer kabler i starten af november.

Da der var tale om en større og tidskrævende opsætning, kontaktede Handelsforeningen kommunen den 8. november for at høre, om det var muligt at få støtte til en ekstraordinær reetablering, så det alligevel ville være muligt at få julebelysning på hovedgaden.

Normalt giver kommunen et støttebeløb på i størrelsesordenen 70.000 kroner: – Da jeg blev kontaktet i første omgang var ønsket, at vi som kommune skulle give et tilsagn på mellem 200.000 kr. og 250.000 kr., siger Bo Rasmussen, kommunaldirektør i Gladsaxe Kommune.

Handelsforeningen fik en melding om, at kommunens holdning var positiv, men at man ønskede en projektbeskrivelse, der i grove træk kunne fortælle, hvad beløbet skulle dække.
Dernæst blev kommunaldirektøren kontaktet med en anmodning om en fortsat støtte af det ovennævnte beløb, men derudover også at give bindende tilsagn om en fremadrettet driftsgaranti, hvor kommune og handelsforening skulle dække 50/50 i forhold til kommende og løbende udgifter.

Ekstra regning
– Vores udfordring var, at vi blev nødt at skifte leverandør, fordi opsætningen skulle foregå væsentligt hurtigere. Det førte til en ny ekstra pris på 20.000, og det var derfor vi bad om en 50/50-ordning med kommunen, men det har vi ikke fået ja til. Omkostningen var nemlig så stor, at vi kunne risikere en konkurs, siger Niels Nebeling, formand for Handelsforeningen for Søborg Omegn.
Ifølge formanden foregik en længere mailkorrespondance: – I forhold til tidligere tider er det ret bureaukratisk. Det har været dræbende. Foreningen består af frivillig arbejdskraft, og jeg har brugt ti dage på denne sag.

Økonomiudvalget besluttede i mandags – efter at medlemmerne i weekenden forinden havde givet et positivt tilsagn – at yde et ekstraordinært engangstilskud på 250.000 kr. (inkl. 68.000 kr. fra driftstilskuddet i år). Derimod kunne man ikke gå med til en fremadrettet ordning om at splitte udgifterne til julebelysningen med Handelsforeningen.
– Vi fik den ene halvdel af det, vi bad kommunen om, men ikke den anden, inden vores deadline, der var i mandags i sidste uge, så derfor når vi det ikke, siger Niels Nebeling.
I krydsfeltet mellem kommunens positive vilje, en uheldig timing, mailkorrespondance og nye ekstraordinære udgifter, endte den gode vilje.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top