Det var smukt
Nytårskoncert-04-03-18.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Koncertmester Clara Richter-Bæk har fået lov til at låne en violin til to millioner kroner, og det kom der den smukkeste musik ud af ved koncerten i søndags. Foto: Kaj Bonne.
Publikum fik gode oplevelser ved kommunens Nytårskoncert

Sparekassen Nordjylland har i den grad haft spenderbukserne på, så Clara Richter-Bæk – koncertmester i Randers Kammerorkester – nu kan spille på en violin af ypperste klasse. Violinen koster en bagatel af to millioner kroner.

Og det kom publikum ved Gladsaxe Kommunes Nytårskoncert i søndags på Grønnemose Skole i den grad til at nyde godt af.

Clara Richter-Bæk spillede første gang offentligt på violinen 6. januar. Og i søndags spillede hun Antonin Dvoraks romance for soloviolin og orkester.

Det var smukt. Meget smukt.

Violinen er bygget i Firenze omkring 1790 af den italienske violinbygger Luigi Piattellini. Godt 100 år senere dukker instrumentet op i ruinerne efter et altødelæggende jordskælv, der i 1908 ramte den syditalienske by Messina. Midt i murbrokkerne lå violinen mirakuløst intakt og uden skader. I 1948 lander instrumentet i hænderne på den berømte italienske violinist Renato Zanettovich, der spillede på violinen gennem hele sin karriere som den ene tredjedel af den legendariske ”Trio di Trieste”. I en periode har violinen desuden været udlånt til violinisten Federico Agostini, der var violinist i det lige så legendariske ensemble ”I Musici ”.

Ved koncerten i søndags stod sopranen Berit Barfred Jensen for det vokale, og det var også en positiv oplevelse.

Dirigenten David Riddell var vanen tro i fint humør og anbefalede med meget store glimt i øjnene, at alle publikummerne hurtigt skiftede til Sparekassen Kronjylland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top