- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Ekspropriationer kan forsinke letbanen

Gladsaxe giver grønt lys for projektet på byrådsmødet onsdag

Med stemmerne 8-1 gik medlemmerne af økonomiudvalget på sit seneste møde ind for at Gladsaxe bliver en del af letbaneprojektet.

Den konservative Lars Abel har hele tiden kæmpet imod projektet, som han mener burde erstattes af en metrolinje.

På kort sigt ønsker Det Konservative Folkeparti, at der umiddelbart indsættes hurtigbusser langs Ring 3, jfr. eksempelvis 5C på strækningen Københavns Lufthavn – Herlev Hospital. Hurtigbusløsningen sikrer størst mulig fleksibilitet for en økonomisk overkommelig økonomi, siger Lars Abel.

På byrådsmødet onsdag aften bliver der givet grønt lys for at man kan gå videre med sagen.
Gladsaxe Kommunes godkendelse af indstillingen skal efterfølgende indgå i de 11 letbanekommuners samlede stillingtagen som interessent i Hovedstadens Letbane til godkendelse af det økonomiske grundlag for gennemførelse af letbanen.

Koordineringen af kommunernes fælles stillingtagen vil i henhold til Lov om Letbane på Ring 3 ske gennem Borgmesterforum.

Umiddelbart er ambitionen, at letbanen tages i brug i efteråret 2024.

I forhold til andre store projekter er proceduren ændret denne gang, så man først går i gang med at ændre ledningsnet og derefter går i gang med diverse ekspropriationer, når projektet er endeligt vedtaget.

Og det ser ud til at kunne give nogle komplikationer.

Til orientering kan oplyses, at Gladsaxe Kommunes samlede andel af såvel anlægsomkostninger og driftsrelaterede anlægsomkostninger udgør ca. 359,2 mio. kr. (2017-priser). Herudover kommer, at Gladsaxe Kommune, iht. tidligere politisk beslutning herom, har valgt at foretage tilkøb til projektet på ca. 26,1 mio. kr. (2017-priser.. Tilkøbene vedrører primært etablering af ”Gladsaxe Boulevard”.

Tidsplan
I anlægsloven er det forudsat, at letbanen kan åbne for passagerdrift i 2023/24. Heri er indeholdt en forlængelse af anlægsperioden som følge af, at det i løbet af foråret 2016 viste sig nødvendigt at ændre strategi for ledningsomlægninger.

En række af ledningsejerne har imidlertid efterfølgende tilkendegivet, at de forventer en længere proces for ledningsomlægninger end først antaget.

Hertil kommer, at ekspropriationer ikke har kunnet gennemføres, før ejergodkendelsen foreligger, og at selskabet gennem drøftelser med tilbudsgiverne har søgt at sikre så realistisk en tidsplan som muligt.

På den baggrund forventes letbanen at åbne i anden halvdel af 2024. Dette må imidlertid tages med det forbehold, at en række tidskritiske ekspropriationer, som var forudsat gennemført i begyndelsen af 2018, skal afvente ejergodkendelsen og derfor tidsmæssigt må planlægges på ny.
Det er Ekspropriationskommissionen, der fastlægger tidspunktet for ekspropriationer.
Selskabet vil bede kommissionen søge om muligt at tilrettelægge ekspropriationerne, således at åbning af letbanen kan fastholdes til anden halvdel af 2024. Det skal dog bemærkes, at der består en risiko for, at dette ikke viser sig at være muligt.

Konsekvenser
Hverken udbuddet eller opdateringen af anlægs- og driftsbudgetterne giver anledning til ændringer af det samlede overordnede budget, herunder at der vil der kunne fastholdes reserver på mere end det anbefalede niveau.

Udbuddet og opdateringen af anlægs- og driftsbudgetterne giver således heller ikke anledning til ændringer i Gladsaxe Kommunes tidligere politisk godkendte indskud til hverken anlæg eller drift af letbanen, jf. Byrådet 19.02.2014, punkt 14.

Det skal bemærkes, at Gladsaxe Kommunes godkendelse af nedenstående indstilling efterfølgende vil skulle indgå i de 11 letbanekommuners samlede stillingtagen som interessent i Hovedstadens Letbane til godkendelse af det økonomiske grundlag for gennemførelse af letbanen.

Koordineringen af kommunernes fælles stillingtagen vil i henhold til Lov om Letbane på Ring 3 ske gennem Borgmesterforum.