- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Folkeskole-renoveringer/nybyg skal være det muliges kunst

Trænger hus og sommerhus begge til en kærlig hånd, så fixer man huset ordentligt i år 1 og 2, og venter med sommerhuset til år 5 og 6. En halv løsning begge steder er en dårlig investering.

Det – desværre foreløbigt mest plausible, scenarie 1 med en 110 mio. kr. renovering af Søborg Skole – er en halv løsning.

Ikke blot Søborg Skole, lærere, elever og forældre, men også andre borgere i kommunen taber herved, da det er en dyr renovering, der ikke løser de problemer som kommunens egne glimrende forundersøgelser påpeger.

’Huset’ ligger lavest af alle kommunens 10 skoler, ikke bare på de fysiske parametre (bygningsstatus, indeklima, driftsomkostninger mm.), men også hvad angår læringsmiljø og udearealer (som understøtter 2018 lærings-pædagogikker).

Scenarie 1 løser ikke problemerne, åbner ikke skolen op for resten af Søborg Hovedgade og har en dårlig bæredygtighedsscore. Erkend behovet. Stå ved ansvaret. Vær kreative med finansiering (eks. fonde, eks. ’halv skole’ i anlægsbudget 1 og ’halv skole’ i anlægsbudget 2). Vær kreative med løsninger (eks. benyt tagarealer til idræts- og udearealer, omdan nuværende. gymnastiksale til butikker ud mod Søborg Hovedgade).

Træf nødvendig beslutning: Scenarie 3 eller 4, tak! Bagsværd Skole er allerede underdimensioneret. Gladsaxe vokser fortsat. Pengene er der. Flere ressourcestærke flytter til. Søborg Skoledistrikt har kun 7,5% i privatskole, det vil stige markant ved scenarie 1, 2 eller 2b.

Christian Wittrup
Søborg