Gladsaxe klar til slutspillet
Weekenden gav storsejre over Esbjerg og Vojens

Grundspillet slutter først 21. februar, men allerede nu står det klart, at Gladsaxes ishockeyspillere kommer med i slutspillet.

Weekenden gav storsejre over henholdsvis Esbjergs og Vojens.

Først blev Esbjerg besejret med 8-3, og søndag gik det ud over Vojens, der blev sendt retur til Sønderjylland med 8-1 i bagagen.

Retfærdigvis skal det siges, at sejren over Esbjerg kom i hus på en billig baggrund. Vestjyderne havde kun 13 spillere med til kampen. Og det gik faktisk også fuldstændig efter planen: 4-0 til Gladsaxe efter de første 20 min.

Men Esbjerg kæmpede godt, og det blev belønnet.

2. periode var dårligt kommet i gang, før Gladsaxes Dan Schleper kiksede. Amerikaneren forærede pucken væk i egen zone, og så var stillingen 4-1.

Fejlen forplantede sig hurtigt til resten af Gladsaxe holdet, der pludselig begyndte at spille for sig selv i stedet for at fungere som et hold. Helt unødvendigt kom Esbjerg på 4-2 og 5-3.

Men Gladsaxe fik taget sig sammen og så blev sidste periode vundet med 3-0, så slutresultatet altså blev 8-3.

Der var 104 tilskuere til kampen i hallen med noget nær dybfrysertemperatur.
96 var mødt frem til kampen mod Vojens, der også fik en afklapsning. Gladsaxe kom på 1-0, men Vojens fik udlignet. Til gengæld scorede Gladsaxe så syv gange i træk.

Gladsaxe har 62 point efter 25 kampe. De mange point er bl.a. hentet via 19 sejre og tre kampe, der er gået i overtid.

På højeste plan klarer Danmark sig imponerende flot med en plads i A-gruppen til både seniorlandsholdet og U20-landsholdet.

Men i 1. division er krisen tydelig.

Esbjerg spillede dagen efter opgøret mod Amager. Her var jyderne nu 14 mand. De vandt såmænd med 16-3 over Amager, der kun kunne mønstre 12 spillere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top