Mindeord
mindeordjørgenhansen_3.jpg
Jørgen Hansen leverede en stor indsats på mange fronter til gavn for idrætten og venskabsbyerne. Foto: Privat.
-

Jeg blev så trist i sindet, da jeg i sidste uge fik meddelelsen om, at Jørgen Hansen, var død 85 år gammel. Han sov stille ind torsdag eftermiddag på Seniorcenter Bakkegården i Bagsværd.

Jørgen Hansen var et trofast medlem af flere foreninger i Gladsaxe gennem mange år og deltog både i det aktive liv og på ledelsesplan.

I Gladsaxe Idræts Forening var det i gymnastikafdelingen han havde sin aktive medvirken på motionsplan, og da det blev kendt, at han fra sit civile liv havde stor indsigt i de regnskabsmæssige forhold, så var det naturligt at få ham inddraget i ledelsesarbejdet som kasserer. Først var det i GIF-Gymnastiks bestyrelse som kasserer og senere revisor.

Da jeg som hovedformand for Gladsaxe Idræts Forening også fik kendskab til Jørgens store styrker som kasserer, så var det ikke vanskeligt i 1986 at få ham overtalt til også at påtage sig kassererposten i GIFs hovedbestyrelse – en opgave, som han beklædte til 1992, inden han frivilligt afgav jobbet og sagde ja til at være revisor. Jørgen fortsatte sit revisorarbejde indtil 2005.

For sin store indsats i GIFs gymnastikafdeling og GIFs Hovedforening havde jeg den ære at udnævne Jørgen Hansen til æresmedlem i Gladsaxe Idræts Forening i forbindelse med foreningens 90 års jubilæum i 2006.

Ved siden af lederjobbene var Jørgen også aktiv på gulvet i gymnastiksalene og som altid villig hjælper ved de årlige gymnastikopvisninger i Gladsaxe Sportshal. Gymnastikken på +60-holdet på Søborg Skole sluttede først, da Jørgen i maj sidste år siden faldt og brækkede hoften.

Jørgen Hansens evner ud i regnskaber fik Foreningen NORDEN også glæde af. Her var han også kasserer..

Jørgen var – sammen med sin kone Kirsten Hansen – også meget aktiv i flere andre foreninger i Gladsaxe. Meget ofte at finde blandt deltagerne til møder og andre aktiviteter i Gladsaxe Lokalhistoriske Forening, i Foreningen Norden og ikke mindst i Gladsaxe Internationale Venskabsforening,I det civile arbejdsliv var Jørgen Hansen uddannet HD i regnskabsvæsen, og efter jobbet som administrationschef i Bibliotekscentralen sluttede han sin erhvervskarriere i Nyt Dansk Litteraturselskab.

Jørgen Hansen efterlader sig sin kone, Kirsten, samt børn i tre generationer – en datter, to børnebørn og tre oldebørn.

Æret være Jørgen Hansens minde.
Svend Breum
Tidl. Hovedformand
Gladsaxe Idræts Forening

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top