- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Politikerne bremsede bilsalget 2017

Sidste år gav et udmærket salg for bilforhandlerne, men det kunne være blevet endnu bedre, hvis Christiansborg-politikerne ikke havde rodet med registreringsafgiften

Det var næsten lige så godt at være bilforhandler i 2017 som i rekordåret 2016. Og på Gladsaxe Bladets færd rundt mellem bilforhandlerne i kommunen, stod det klart, at forhandlernes forventninger til 2018 er jævnt optimistiske.

2017 lå til at blive rigtig godt, men så var det, at Christiansborg-politikerne begyndte at diskutere registreringsafgift. Det gav en brat opbremsning. For er der noget som er skyld i, at bilerne herhjemme er dyre, så er det registreringsafgiften. De danske bilister ville naturligvis se, om der kunne spares penge. I to måneder stod bilsalget så godt som stille, mens politikerne diskuterede.

Salget kom så småt i gang igen i november, men ikke så tilstrækkeligt, at rekorden for 2016 kunne slås. Opbremsningen betød også, at der for første gang i otte år ikke blev sat ny rekord i salget af nye personbiler, viser årsopgørelsen fra De Danske Bilimportører.
Sidste år købte danskerne 221.817 nye personbiler. Det var blot 1.100 biler eller 0,5 pct. under salget for 2016 på 222.917. ’Julesalget’ sluttede også svagere end i 2016. I december rullede 16.516 nye biler ud fra forhandlerne – noget mindre end 18.051 nye biler i december 2016.