- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Store opgaver på programmet

Ny Gladsaxestrategi, letbane, skolerenovering og borgerinddragelse er på dagsordenen for 2018 fortæller borgmester Trine Græse
i nytårstalen

Med valget vel overstået kan det nye Byråd trække i arbejdstøjet.
Første opgave bliver at lægge sidste hånd på Gladsaxestrategien, som danner rammerne for vores arbejde de kommende fire år. Og vi har store ambitioner.
Vi lægger nemlig op til, at Gladsaxe som den første kommune i Danmark indarbejder FN´s Verdensmål for bæredygtighed i hele vores måde at arbejde på. Gladsaxestrategien forventes vedtaget til foråret og har seks målsætninger, som kobler FN’s 17 verdensmål.

1. ”Børn og unge former fremtiden” handler om, hvordan vi sikrer, at vores børn og unge udnytter deres potentialer bedst muligt, så de får et solidt afsæt for deres voksenliv. Vi er i gang med at udvikle Fremtidens Skole og har afsat 250 mio. kr. til renovering og nyindretning af vores skoler. Principperne for renoveringen er på vej i høring, og til sommer forventer vi at være klar med en endelig strategi for renoveringen.

2. ”Attraktiv erhvervsby med jobvækst” handler om, hvordan vi tænker erhvervsudvikling, infrastruktur, beskæftigelse og uddannelse sammen. Fx hvordan vi sammen med virksomheder hjælper udsatte borgere til at finde anstændige job.

3. ”Lige muligheder for at lykkes”, handler om tidlig indsats overfor sårbare børn og deres familier, at sikre
boligområder i social balance, og at borgere med handicap får et så godt, selvstændigt
og meningsfuldt liv som muligt.

4. ”Grøn og levende by” handler om, hvordan vi planlægger vores by, bl.a. med en stærkere grøn profil og flere træer. Og hvordan vi håndterer fx behovet for at investere i skoler og dagtilbud i takt med, at vi bliver flere gladsaxeborgere.

5. ”Sundhed og trivsel hele livet”, handler bl.a. om, hvordan vi styrker det nære sundhedsvæsen i samarbejde med hospitaler, psykiatrien, praktiserende læger og andre kommuner.
Fx er vi i fuld gang med at planlægge et helt nyt sundhedshus for alle Gladsaxes borgere.

6. ”Klimavenlig by” handler om at forebygge klimaforandringer og udvikle cykeltrafikken og den kollektive transport, herunder Hovedstadens Letbane. Sidst i februar, når kontrakterne er underskrevet, går vi nemlig i gang med at planlægge byggeriet, så vi alle kommer så gnidningsfrit gennem anlægsfasen som muligt. Når letbanen står færdig i 2024, får vi en effektiv og miljørigtig, kollektiv transportmulighed, som gør det nemt at komme på tværs af hovedstaden til arbejde, uddannelse, sygehuse, kultur og natur. Derudover styrker vi borgerinddragelsen med tre nye opgaveudvalg, de såkaldte §17 stk. 4-udvalg, hvor bl.a. borgere inviteres med i arbejdet.
Til slut vil jeg ønske alle borgere og virksomheder et rigtig godt nytår.