Unge forvandler Telefonfabrikkens Musikkælder
Unge-musikkælder-3.jpg
Gladsaxes unge musikinteresserede har selv malet graffiti på endevæggen i kælderen. Foto: Privat.
Kælderen er blevet gjort hyggelig af de unge, der bruger den til øvelokale og samlingssted

10 lokale unge har sammen med Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus gennemført et længerevarende projekt i Musikkælderen, som er kulturhusets øvelokaler og samlingssted for unge.

Sammen med kulturhuset har de unge givet stedet en make over med nye, brugte møbler, billeder, gulvtæpper og maling på væggene. Alt sammen har de været ude og købe på loppemarkeder.

Efterfølgende har de været med til at udvikle og køre en kommunikationskampagne, og til slut har de afholdt en fredagsbar for at vise stedet frem, hvor flere af Musikkælderens bands gav koncert.

Formålet med projektet har været at skabe et mere hyggeligt og inspirerende miljø i Musikkælderen, men det vigtigste har været at give dem, der bruger stedet, mulighed for at sætte deres præg på det.

Det har bl.a. Adam Pukki på 20 år benyttet sig af: – Et par venner og jeg ville gerne blive bedre til at male graffiti, så vi har lavet det her kæmpe piece. Det var virkelig fedt, synes jeg. Det gør at man føler sig lidt mere hjemme, fortæller han. Værket fylder en hel væg i Musikkælderen.

De unge ved bedst
Telefonfabrikkens udviklingskonsulent, Nanna Båstrup, er også meget tilfreds med samarbejdet.

– Alt hvad vi laver i Telefonfabrikken er samskabelse på den ene eller den anden led. Alle arrangementer og kulturtilbud her i huset bliver skabt af eller i samarbejde med lokale foreninger, grupper eller almindelige borgere, der tager initiativ. Det har været fedt og inspirerende at arbejde sammen med de unge i det her projekt. Der kommer nogle helt andre idéer på bordet og en anden måde at se på tingene på. De unge ved jo bedst selv, hvad de vil have, så det ville slet ikke give mening at gøre det her uden dem, fortæller Nana Båstrup.

Et led i kommunikationskampagnen har været en konkurrence på Facebook, hvor unge musikere kan vinde et halv års gratis brug af øvelokalerne. Konkurrencen går ud på at opfinde den mest mærkelige musikgenre, og det er der kommet forskellige bud på. Fx: militærnægtermarch, 12 tone-country og kammer-dansktop.

Konkurrencen kører frem til 1. februar på Telefonfabrikkens Facebook-side, hvor vinderen offentliggøres. Se: www.fb.com/telefonfabrik

Unge musimkkælder 2
Der øves, og der spilles i Musikkælderen.
Foto: Privat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top