- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Virkelighedens verden

Bibliografen byder i denne uge på to stærke, biografiske spillefilm samt intens socialrealisme fra Rusland

Gary Oldman er storfavorit til at vinde en Oscar for sit portræt af den britiske premierminister Winston Churchill. I ”Darkest Hour” forsvinder Oldman fuldstændigt ind i rollen som den atypiske politiker, der få dage efter sin udnævnelse står over for et umuligt valg: Skal han forhandle en fredsaftale med nazisterne eller stå fast over for overmagten? ”Darkest Hour” skildrer det politiske spil bag begivenhederne i Christopher Nolans storfilm ”Dunkirk”.

Den australske skuespillerinde Margot Robbie har høstet mange roser og prisnomineringer for sit portræt af den amerikanske kunstskøjteløber Tonya Harding, der i 90erne var blandt verdens bedste. Da Hardings konkurrent Nancy Kerrigan blev overfaldet, rullede skandalen.

For hvor meget vidste Harding egentlig? Filmen ”I, Tonya” er fortalt med djævelsk saft og kraft, og historien om Hardings hårde liv og skandaleramte karriere er fyldt med kulsort humor og filmisk overskud. Den benhårde russiske film ”Loveless” er allerede udråbt til mesterværk. Den vandt Juryprisen i Cannes, var nomineret til en Golden Globe og er shortlistet til Oscar for bedste udenlandske film. Zhenya og Boris står midt i en ond skilsmisse, og begge parter er indstillet på at opgive deres 12-årige søn. Efter at have været vidne til en af forældrenes nådesløse skænderier, forsvinder sønnen pludselig. Filmen vises på udvalgte dage, så hold øje med Bibliografens program.

”Darkest Hour” og ”I, Tonya” har premiere 25. januar i Bibliografen. De første, udvalgte forestillinger af ”Loveless” finder sted 27. og 28. januar.