- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Forlænget levetid til broen på Ring 3

Renovering varer frem til december

Gladsaxe går i gang med at omisolere broen på Gladsaxe Ringvej, som fører over Kagsåstien.

Broen ligger lige ved kommunegrænsen til Herlev og ved afkørslen fra Motorring 3 (frakørsel 20). Arbejdet med den nye isolering sker for at forlænge broens levetid. Samtidig bliver broen også forstærket, så den er klar til at kunne bære den kommende letbane langs Ring 3.

Arbejdet på broen vil foregå i fire etaper med start i uge 8, og hele projektet forventes færdigt 30. november 2018. I langt det meste af tiden vil trafikken stadig kunne køre i fire spor forbi arbejdsområdet på Gladsaxe Ringvej.

Det vil i enkelte tidsrum være nødvendigt at lukke et enkelt spor, men det vil primært være uden for myldretiden, i weekender, ferier eller aften- og nattetimerne, så trafikken forstyrres mindst muligt. Hastigheden omkring arbejdsområdet bliver af sikkerhedshensyn sat ned til 50 km/t, og køresporene bliver samtidig lidt smallere.

Gladsaxe Kommune har koordineret arbejderne med forsyningsselskabet Novafos, da de skal have lagt en ny ledning på tværs af Gladsaxe Ringvej som følge af den kommende letbane.