Læg kunstgræs på stadion
HERO-04-41-17.jpg
Spillerne fra Gladsaxe-Hero og Bagsværd fik sig en god oplevelse, da de spillede lokalopgør inde på stadionbanen. Det var en forrygende god kamp i betragtning af, at det var i serie 2. Måske inspireret af omgivelserne. Og drengene, der gik ind sammen med spillerne har nu også prøvet at betræde græstæppet. Foto: Kaj Bonne.
Gladsaxe-Heros formand vil udnytte opvisningsbanen nærmest non stop

I Farum kan FC Nordsjælland fra Superligaen spille på kunstgræs inde på stadion. Og mange af de øvrige hold i Farum kan komme til at spille på den bedste bane.

-Den ide bør vi kopiere, siger Per Sundberg – formand for Gladsaxe-Hero fra serie 2.

-Jeg foreslog det, da vi for nylig på rådhuset havde møde med kultur, fritids- og idrætsudvalget (KFIU), og jeg fik efter mødet opbakning fra AB, siger Per Sundberg.

-Reglerne har jo været, at vi i vores klub har kunnet disponere over banen i fire kampe i løbet af en sæson. To gange i foråret og to gange i efteråret. Så vores 1. hold og et par ungdomshold har spillet kampe på opvisningsbanen, og det giver det hele en ekstra og bedre dimension.

-Investerer man x-antal millioner i en kunstgræsbanen med varme under, så slipper man for en bunke udgifter til vedligeholdelse, så det på lang sigt faktisk kan lade sig gøre at tjene anlægsudgifterne hjem, siger Per Sundberg.

-Vi skal holde nogle interne møder om fordelingen af stadionbanen i denne sæson efter reglerne er lavet om, så banen kan benyttes langt mere, fordi der ikke skal være så lang pause mellem kampene. Med kunstgræs kan man jo i realiteten spille 20 kampe om ugen, siger Per Sundberg.

-Jeg kan da også forestille mig, at kommunens øvrige klubber vil have lov til af og til at spille inde på stadion, siger han. Da historien om de nye regler for fordeling af banen kom frem, kom der straks gang i kommentarerne på facebook. Og der svirrede nogle tal om hvor mange AB Gladsaxe – som professionel klub og dermed at sammenligne med et firma – betalte i baneleje.

Beløb på 750.000 – 1.000.000 kr. på årsbasis blev nævnt.

Gladsaxe Bladet har indhentet tallene fra Gladsaxe Kommune: AB A/S betaler for sæsonen 2017/18 helt præcist 58.523 kr. for leje af banen. Uanset antallet af kampe. Derudover skal der betales 50.000 kr. for retten til at opsætte reklamer på/ved banen. Samlet 108.523 kr. for et år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top