- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Letbanen er en rigtig god

Vi er rigtig mange, der glæder os til at få en Letbane langs Ring 3. Henrik Sørensen fra Konservative er ikke en af dem.

I sidste uge skrev han, at letbanen ville blive en milliard dyrere, fordi han mener, at udbygning af stationerne i Glostrup og Herlev er en forudsætning for, at økonomien holder. Det er ikke rigtigt. Ganske vist er der endnu ikke er truffet beslutning om at ombygge Herlev og Glostrup stationer.

Men Banedanmark har planerne klar, og beregningerne for Glostrup viser, at ombygningen samfundsøkonomisk er en rigtig god investering.

Derfor er jeg overbevist, at det kun er et spørgsmål om tid. Men udbygning eller ej så er denne usikkerhed om passagertallet allerede indregnet i letbanebudgettet. Derudover viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, at antallet af borgere i letbanekommunerne stiger med ca. 20.000 mere end beregnet, hvilket i sig selv medfører flere passagerer. Dertil skal lægges, at den vækst, som følger med letbanen, slet ikke er regnet med i beregningsgrundlaget.

Men vi ved af erfaring fra letbaner i fx Bergen og London, at letbaner giver investeringen 8-20 gange igen. For Hovedstadens Letbane svarer det til en gevinst på mellem 40 – 100 mia. kr. Siden aftalen om at bygge letbanen blev indgået, er der planlagt og foretaget ejendomsinvesteringer for 32 mia.kr. i letbanekommunerne i forventning til, at letbanen bliver bygget.

Så letbanen er ikke alene et nemt, hurtigt og miljørigtigt, kollektivt transporttilbud, der binder hovedstaden sammen. Letbanen er en rigtig god samfundsinvestering til gavn for os alle.

Trine Græse
Borgmester i Gladsaxe og næstformand i
Hovedstadens Letbane