Letbanen vil trumfe alle forventninger
Udbuddet er slut, entreprenørerne valgt, økonomien er endeligt undersøgt og holder.

Udbuddet er slut, entreprenørerne valgt, økonomien er endeligt undersøgt og holder. Derfor skal ejerkommunerne, Region Hovedstaden og staten træffe endelig beslutning om at bygge letbanen, så kontrakterne kan underskrives i marts.

Onsdag stemte 24 af Gladsaxe Byråds 25 medlemmer så for det endelige letbaneprojekt. Gladsaxe er en af seks kommuner, der har sagt ja til letbanen. Det samme har Region Hovedstaden. I de næste to uger stemmer de sidste fem kommuner. Her forventer vi også et klart ja.

For det unikke ved dette projekt er, at stort set alle vi politikere rundt om i ejerkommunerne og regionen, på tværs af parti-skel, står sammen om letbanen. Det gør vi, fordi letbanen vil styrke den kollektive trafik på tværs af hovedstaden, og fordi forudsætningerne bliver bedre og bedre hver gang vi undersøger dem.

I september viste en rapport fra Incentive, at forventningerne til, hvor mange arbejdspladser letbanen vil tiltrække, er steget fra 25.000 til 36.500 på bare et år, og planlagte ejendomsinvesteringer er steget fra 20. mia. kr. til 32. mia. kr. Erfaringer fra andre europæiske lande viser, at letbaner tjener sig selv ind mellem 8 og 20 gange.

En ny rapport fra Copenhagen Economics, viser desuden flere forudsætninger der forbedrer projektets samfundsøkonomi i forhold til oprindelige beregninger fra 2013. Blandt andet stiger befolkningstallet og trafikmængden på vejene langt mere end forventet.

Derfor glæder vi os til at komme i gang med at bygge letbanen.

Trine Græse (A), næstformand i Hovedstadens Letbane, formand for letbanekommunernes borgmesterforum og borgmester i Gladsaxe, Pia Skou, Venstres gruppeformand i Gladsaxe Byråd, Jeppe Bruus (A), folketingskandidat for Socialdemokratiet i Gladsaxe og Mads Fuglede (V), folketingsmedlem valgt i Gladsaxe.

1 kommentar om “Letbanen vil trumfe alle forventninger”

  1. Tillykke til Byrådet med jeres beslutning, måske den største beslutninge i årtier, meget større en beslutningen om de to højhuse.
    Håber virkeligt at den investering I har besluttet på vores vehne kommer “hjem” i forhold til den rapport der henvises til:
    “En ny rapport fra Copenhagen Economics, viser desuden flere forudsætninger der forbedrer projektets samfundsøkonomi i forhold til oprindelige beregninger fra 2013. Blandt andet stiger befolkningstallet og trafikmængden på vejene langt mere end forventet.” Vi må alle læse den rapport så vi indser de samfundsmæssige resultater af byrådets historiske betydning.
    Kan I overveje at opstille modeller og info om letbanen og de samfundsmæssige betydninger på Hovedbiblioteket?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top