- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Mange firmaer har det svært

Hver 23. virksomhed i Gladsaxe har økonomiske problemer

Mange virksomheder i Gladsaxe Kommune er mere økonomisk belastede end landsgennemsnittet.

Gladsaxe er dog ikke i Top 10 på den liste.

Hver 23. virksomhed i Gladsaxe Kommune er enten under konkurs, tvangsopløsning eller andet, som påvirker den daglige drift i en sådan grad, at de ikke kan betale deres regninger.

Dermed er virksomhederne i Gladsaxe hårdere ramt end på landsplan, hvor hver 31. virksomhed er under konkurs, tvangsopløsning eller lignende.

Det viser data fra CVR, som regnskabsprogrammet Dinero har trukket.
Toppen af statistikken domineres udelukkende af de storkøbenhavnske kommuner. Således er de 16 dårligst placerede kommuner alle placeret i hovedstadsområdet.

– Helt sort på hvidt viser data, at erhvervsdrivende bærer en væsentligt større økonomisk risiko ved at sælge til virksomheder i Storkøbenhavn end til fynske og jyske virksomheder. Hvis vi skal se på det positive, så klarer især vestjyderne og et par mindre danske øer sig fremragende. I den del af landet er der altså større sandsynlighed for, at virksomhederne betaler deres regninger, siger Martin Thorborg, som er adm. direktør i Dinero.

Erhvervsdrivende advares
For erhvervsdrivende er der god grund til at holde ekstra godt øje med status på de virksomheder, man sælger til.
– Jeg har selv prøvet at handle med virksomheder, som ikke betaler deres regninger til tiden Det er dels
vanvittigt irriterende, dels også en decideret trussel mod en virksomheds eksistensberettigelse.

Derfor får man i Dinero en advarsel, når man laver en faktura til en virksomhed, som er under konkurs, tvangsopløsning eller på anden er en meget tvivlsom betaler. Med disse advarsler er vi med til at forhindre, at iværksætterne ikke får pengene i kassen og må lukke virksomheden, fordi de har handlet med en dårlig betaler, siger Martin Thorborg.

– Det er guld værd at kende sine kunders status, for man kan havne i en rigtig møgsituation. Fx hvis man sender varer til en virksomhed, som er under konkurs. Så kan man nemlig vinke farvel til både sine varer og sine velfortjente penge.

Top 10 over kommuner med størst risiko for at tabe penge
(procent af eksisterende virksomheder)
1. Albertslund 7,76 %
2. Glostrup 5,92 %
3. København 5,42 %
4. Hvidovre 5,33 %
5. Herlev 5,32 %
6. Brøndby 5,11 %
7. Høje-Taastrup 5,09 %
8. Ishøj 4,93 %
9. Ballerup 4,71 %
10. Rødovre 4,66 %