- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Ny formand hos Socialdemokratiet

Lis Greisholm Christiansen har afløst Rene Zingenberg

Lis Greisholm Christiansen, der på lokalt plan mest er kendt for at styre senior-idrætten, er nu også i front hos Socialdemokratiet.

På partiets generalforsamling blev hun valgt som afløser for Rene Zingenberg, der trak sig efter en del år på posten.

René Zingenbergs beretning for 2017 havde byrådsvalget i november som et af hovedtemaerne.
Med en ny borgmester som spidskandidat var det absolut tilfredsstillende at partiet fastholdt uændret repræsentation i byrådet samtidig med at Trine Græse fik en flot personlig opbakning fra vælgerne og viste sit værd ved at få et budgetforlig igennem med alle byrådets partier bortset fra et enkelt.

Bestyrelsen havde opstillet Lis Greisholm Christiansen som ny formand. Hun blev valgt med applaus. Som kasserer var der genvalg til Nanny Bisp. Følgende bestyrelsesmedlemmer blev valgt for 2 år: Helge Thuesen, Paul Piv Graugaard, John Ellehammer og Line Ammundsen. René Zingenberg blev valgt for 1 år. Som suppleanter blev Eva Nielsen og Hanne Hvidtfeldt Jacobsen valgt. Desuden genopstillede Jeppe Bruus som folketingskandidat og blev valgt.
Borgmester Trine Græse orienterede om den kommunale udligningsordning som netop nu er til revision.

Hvis ordningen bliver ændret i en retning som kommuner uden for hovedstadsområdet ønsker det, kan det få væsentlig negativ betydning for borgerne bl.a. i Gladsaxe.

Desuden orienterede borgmesteren om den butiksanalyse der netop er gennemført. Der skal gennemføres en række tiltag hvis butiksmiljøet i Søborg og Bagsværd skal styrkes.
Formand for Psykiatri- og Handicapudvalget Kristine Henriksen orienterede om ombygningen af botilbuddet Kellersvej, da de eksisterende boliger er utidssvarende. I planlægningen af de nye boliger, bliver der lagt vægt på at åbne området op for kommunens borgere bl.a. ved etablering af et fitnesscenter med adgang for alle.