- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Om to år er de færdige

DADES har sat gang i byggeriet af 184 nye lejeboliger i Gladsaxe

Ejendomsselskabet DADES er gået i gang med at opføre 184 nye lejeboliger på den grund, som tidligere husede Søborg Møbelfabrik i Gladsaxe.
Hovedparten af de gamle fabriksbygninger er revet ned, mens den oprindelige hovedbygning er bevaret. Den bliver nænsomt moderniseret og indrettes til erhvervslejemål for mindre virksomheder, butikker og cafeer i tilknytning til det nye boligområde.

De i alt 19.000 m² nye boligejendomme opføres i 4-8 etager og kommer til at rumme lejligheder fra 75-120 m² samt enkelte penthouselejligheder på 140 m².

Alle lejligheder får altan eller terrasse, og bygningerne samles omkring et stort grønt fællesareal. Der etableres endvidere parkeringspladser i forbindelse med byggeriet.

”Møbelfabrikken bliver et nyt, attraktivt område i Gladsaxe med både bolig og erhverv. Vi glæder os til at komme i gang med byggeriet, der ligger helt i tråd med vores strategi om at opføre flere familievenlige boliger i Storkøbenhavn og udvalgte byer,” siger Boris Nørgaard Kjeldsen, adm. direktør i DADES.

DADES har indgået kontrakt med HHM A/S, som skal stå for byggeriet af de nye boliger.

Erhvervsarealerne ventes klar til udlejning i starten af 2019, mens de nye boliger er færdigbyggede og klar til udlejning i foråret 2020. Newsec Datea kommer til at stå for udlejningen af både boliger og erhvervslokaler.

Der graves på livet løs, og inde i den gamle møbelfabrik er der nøgne lokaler. 			               Foto: Kaj Bonne.

Der graves på livet løs, og inde i den gamle møbelfabrik er der nøgne lokaler. Foto: Kaj Bonne.