Større udligning vil gøre det dyrere at bo i Gladsaxe
bedre-balance.jpg
Hovedstadsborgere skal beskyttes var motivationen bag fælles kommunal annonce

Gladsaxe er en af de 34 kommuner, som for nylig var medunderskriver på en
annonce i de landsdækkende aviser mod større udligning i den kommende ændring af systemet.

Det er svært at gennemskue, hvad der er op og ned i debatten om, hvor mange penge det er rimeligt, at
hovedstadskommunerne skal sende til Jylland via udligningsordningen.

Derfor har vi bedt de økonomiansvarlige på Gladsaxe Rådhus om at forklare, hvad det betyder for Gladsaxeborgerne, hvis udligningen stiger.
Sammenligner vi to kommuner som Gladsaxe og Frederikshavn, så betaler gladsaxeborgeren i dag mindre i kommuneskat end frederikshavneren af den samme indkomst.

Grundskyld
Til gengæld betaler gladsaxeborgene mere i grundskyld på grund af de højere grundværdier i hovedstaden.

Så samlet set betaler de to lige meget i skat. Men da det samtidig er væsentligt dyrere at bo og leve i hovedstadsområdet, har frederikshavneren flere penge til rådighed til sig selv, når de faste udgifter er betalt, end gladsaxeborgeren. Hvis Gladsaxe skal sende flere penge til Frederikshavn, som det er foreslået, så skal gladsaxeborgeren betale en højere skat af sin indkomst, se figuren, og får dermed færre penge til rådighed, når de faste udgifter er betalt. Samtidig får frederikshavneren, som i forvejen har et større rådighedsbeløb, endnu flere penge til sig selv, da Frederikshavn kan sætte skatten ned med det større beløb fra udligningen.

– Når vi er imod at ændre på udligningen, så er det ikke fordi vi vil betale mindre. Vi er helt enige i, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Men hvis vi skal betale flere penge til udligningsordningen, så betyder det, at almindelige mennesker ikke længere har råd til at bo i hovedstadsområdet. Og vi mener ikke, det skal være familiens økonomi, der bestemmer, hvor i landet de kan bo. Det er ikke rimeligt, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.

Ensartede vilkår
Formålet med udligningen er at sikre, at kommunerne på tværs af landet får mere ensartede vilkår for at levere en god service. Det skyldes, at der er forskelle i befolkningens indkomst, dvs. kommunernes indtægtsmuligheder, og der er forskel i befolkningens behov for at modtage kommunal service og tilskud, dvs. udgifterne i de enkelte kommuner. Derfor sendes der penge til Jylland fra hovedstaden. På Stopforskelsbehandlingen.nu, som er den side, som Gladsaxe og 33 andre kommuner har oprettet, kan du læse mere om, hvorfor Gladsaxe ikke vil betale flere penge til udligningsordningen.
udligning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top