To skoler i Gladsaxe med i eliten
Bagsværd Kostskole og Gymnasium karakteriseres som en overklasseskole

Med en andel på 25 procent elever fra overklassen placerer Bagsværd Kostskole og Gymnasium sig på top 20-listen over danske skoler med flest ”overklasseelever”. Hvad der menes med over- og underklasse kan ses i faktaboksen.

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at overklasseskolerne er et hovedstadsfænomen. For at blive defineret som en overklasseskole skal mindst en fjerdedel af eleverne på skolen være fra en overklassefamilie. Det svarer til, at andelen af overklassebørn er seks gange så høj som den gennemsnitlige andel.

Samtlige skoler på top 20-listen kommer fra hovedstadsområdet. 13 af skolerne er almindelige folkeskoler, mens syv er privatskoler. Alle 13 folkeskoler ligger i Gentofte, Hørsholm, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk. Det er Skovgårdsskolen (en folkeskole) der med en andel af overklasseelever på 40 procent ligger øverst. Bagsværd Kostskole og Gymnasium (privatskole) er placeret som nr. 18.

I 2007 lavedes en lignende analyse. Dengang var der blot 11 skoler, der havde 25 procent elever fra overklassen.

Eliteskoler
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har også defineret såkaldte eliteskoler, hvor halvdelen af eleverne kommer fra enten overklassen eller den højere middelklasse. I Danmark kommer 17 procent af eleverne fra den højere middelklasse. På top 20-listen over eliteskoler kommer Athenskolen (privatskole) fra Gladsaxe ind på 18. pladsen med en elevandel på 65 procent fra enten overklassen eller den højere middelklasse.

Listen toppes af Virum Skole (folkeskole) i Lyngby-Taarbæk Kommune med 75 procent.

FAKTA
Hvad er over- og underklasse?
I analysen er er familierne inddelt i sociale klasser ud fra deres indkomst, uddannelse og status på arbejdsmarkedet. Blandt alle elever er 4 pct. Fra overklassen, mens 9 pct. er fra underklassen. For at familien er en del af overklassen skal mindst en af forældrene have en indkomst, der er 3 gange så stor som den typiske indkomst (det svarer til 1,2 million kr.). For at forældrene skal være i underklassen skal de begge være uden for arbejdsmarkedet i mindst 4/5 af året. Er forældrene studerende, er de ikke i underklassen.
De andre grupper er ”højere middelklase” (tjener mellem 767.000 og 1,2 mio. kr.), ”middelklasse” (tjener under 767.000 kr.), ”arbejderklasse” (personer med erhvervsfaglig uddannelse, der ikke indgår i de øvrige klasser samt ufaglærte).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top