Vinterjazz i Gladsaxe
Vinterjazz.jpg
ESW giver gratis koncert på Telefonfabrikken under den landsdækkende festival Vinterjazz. Foto: Privat.
Telefonfabrikken, Gladsaxe Jazzklub og KulturSkabere er gået sammen om at præsentere tre koncerter under den landsdækkende festival, Vinterjazz

I fredags startede den landsdækkende festival, Vinterjazz 2018. Traditionen tro tager Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus del i festivalen med musikalske oplevelser. I samarbejde med Gladsaxe Jazzklub og lokale KulturSkabere kan kulturhuset præsentere publikum for tre koncerter under årets festival med musik for både for børnefamilierne og for voksne jazzelskere.

Tirsdag den 13. februar kl. 17-19 formidler musikeren, komponisten og forfatteren Sigurd Barrett Danmarkshistorien gennem musik og historiefortælling under overskriften ”børnejazz og familiemiddag”. Med sin fantasifulde fortolkning vil der være noget at hente for både børn og voksne. Efter koncerten bliver der serveret spaghetti bolognese til aftensmad.

Onsdag den 14. februar 2018 kl. 19-21 er der gratis koncert med ESW, der er et sammentømret jazzorkester med mere end 15 år på bagen. De spiller et bredt repertoire af klassisk og nyere jazz, veloplagt og swingende, fra Armstrong til Monk, fra Basie til Ellington, fra Abdullah Ibrahim til Charlie Parker.

Ved denne koncert får orkesteret besøg af jazz-sangerinde Fifi Dahy. Koncerten er arrangeret af orkesteret selv i samarbejde med KulturSkabernes rådgivere i Telefonfabrikken. Dørene åbner kl. 18.30 og tilmelding er ikke nødvendig.

Amerikansk stjerne

Den tredje og sidste koncert afholdes fredag den 23. februar 2018 kl. 20.00 med den amerikanske sangerinde Indra. Indra er netop udkommet med et nyt album på det legendariske pladeselskab Impulse Records (Duke Ellington, John Coltrane og Ray Charles) og tager derfor på turné i februar/marts, som en del af en større Europa Turné.

Gladsaxe Jazzklub har grebet chancen og har nu engageret bandet. Indras seneste album Heartland blev nomineret til en Amerikansk Grammy. Bandet har for alvor fået et internationalt gennembrud i 2016 med koncerter i Paris, New York, Berlin, München, Zürich og Wien. Læs mere på gladsaxejazzklub.dk, hvor man kan se mere om arrangementerne med Sigurd Barrett og Indra og tilmelde sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top