Data skal hjælpe børn, der mistrives
-

I Gladsaxe har vi et mål om at gøre en tidlig indsats overfor sårbare børn og deres familier. I dag får vi oftest først indberetning om, at børn mistrives, når de er begyndt i skole. Det er alt for sent, hvis det ikke skal få konsekvenser for børnenes muligheder for et godt liv i fremtiden.

Forskning viser, at der er bestemte faktorer, der kan være tegn på, at børn mistrives i deres familier. Det kan være en kombination af manglende besøg hos skoletandplejen, dårlige tænder, sprogvanskeligheder og fravær fra dagtilbud, sammen med fx lav uddannelse, arbejdsløshed, psykisk sygdom og misbrugsproblemer hos forældrene.

I kommunerne har vi alle de oplysninger samlet som data. Men på grund af persondataloven må vi ikke sammenligne dem, heller ikke selvom det kan redde et barn fra overgreb og misrøgt.
Derfor søgte vi om som frikommuneforsøg at få lov til at sammenkøre disse data, så vi kunne kontakte familier, der viste tegn på, at deres børn kunne være i mistrivsel. For vi ville gerne kunne tilbyde dem hjælp, hvis der var behov for det.

Gladsaxe fik afslag på sit frikommuneforsøg i oktober. Det er vi kede af. For når vi nu ved, at vi kan forebygge og opdage mistrivsel, misrøgt og overgreb, hvis vi bruger de data, vi har, skal persondataloven så virkelig forhindre dette?

Det mener vi ikke er rimeligt, og derfor håber vi fortsat på at få lov at sammenkøre vores data af hensyn til de børn, som har brug for hjælp, men som vi i dag opdager alt, alt for sent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top