Dialog om detailhandel
Dialog-om-detailhandel.jpg
Mange var mødt op til det årlige møde mellem Byrådet og grundejerne. Foto: Privat
Gladsaxes grundejerforeninger og Byrådet talte om styrkelse af den lokale detailhandel ved deres årlige møde

Ved det årlige møde 5. marts mellem grundejerforeningerne i Gladsaxe og Byrådet var temaet, hvordan man kan styrke detailhandlen lokalt og kvaliteten af byernes handelsstrøg. Borgmester Trine Græse bød grundejerne velkommen til mødet, hvor grundejerne havde mulighed for at stille spørgsmål om aktuelle emner og få grundige svar fra forvaltningen, og det havde mange benyttet sig af. Udgangspunktet var et oplæg i Byrådssalen.

– Fælles for os alle er, at et godt samarbejde med jer betyder rigtig meget for os. For vi tror på, at de bedste løsninger er dem, som vi skaber i fællesskab. Derfor er vi også utroligt glade for, at I har taget jer tid til at mødes med os her i aften, indledte borgmester Trine Græse aftenens møde.

Der var også tid til at få et overblik på støjområdet, hvor repræsentanter fra By- og Miljøforvaltningen informerede om Gladsaxes handleplaner.
Borgmesteren brugte også lejligheden til at fortælle om Byrådets beslutning om, at

Gladsaxe som den første kommune i landet vil indarbejde en række af FN’s Verdensmål for Bæredygtighed i den kommende Gladsaxestrategi og hele Gladsaxes måde at arbejde på. Strategien udpeger den fælles retning for Gladsaxe de kommende år, og der er blandt andet fokus på, hvordan lokale partnerskaber med både grundejere og lokalt erhvervsliv kan skabe et bæredygtigt og grønt Gladsaxe med både vækst og velfærd. Gladsaxestrategien kommer i høring sidst på foråret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top