Digital kortlægning af børnefamilier
-

Gladsaxe Kommunes fremskredne planer for digital overvågning af børnefamilier er mildest talt rystende. ”Målet helliger midlet”, udtaler familiechef Tine Vesterby Sørensen til pressen. ”Vi bevæger os ind i en tidsalder, hvor borgere skal vænne sig til, at deres data anvendes til flere ting,” uddyber familiechefen.

Hvordan kan den form for kortlægning af borgerne harmonere med retten til et privatliv? Hvad bliver det næste? At kommunen registrerer indholdet i min affaldssæk og sender mig en opfordring til at spise sundere ”for børnenes skyld”? Eller at mine lån på biblioteket vurderes skadelige for mine børns fremtidige nytteværdi for arbejdsmarkedet og dermed for kommunens skatteindtægter?

Blandt venner og bekendte har jeg ofte hørt Gladsaxe Kommune omtalt som ”lille Nordkorea”. Måske ”lille-Kina” ville være mere passende, for i pandaens land er man også langt fremme med digitale bjørnetjenester til borgerne – under samme diktaturklingende parole, som Tine Vesterby Sørensen anvender.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top