Jannie har klippet i 30 år
Frisør-Rainbow-12-18.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Frisør Jannie Pedersen har nok at se til i Salon Rainbow på 30. år. Her står hun ved bilen, som børnene elsker at sidde i, når de skal klippes. Foto: Kaj Bonne.
Salon Rainbow har ligget i Bagsværd Centret siden 1988

Imødekommenhed, venlighed og god service. Det er noget af det, kunderne bliver mødt med og får dem til at komme igen og igen i Salon Rainbow i Bagsværd Centret.

På lørdag den 24. marts holder frisør Jannie Pedersen åbent hus i anledning af sit 30 års jubilæum som butiksejer, og så har hun for en enkelt gangs skyld ikke saksen i hånden, men vil i stedet sørge for at servere lidt godt for de, der kigger forbi og ønsker tillykke mellem kl. 11 og 14. I dagens anledning udsteder Jannie også gavekort.
Det er imponerende, at det er lykkedes for hende at klare sig igennem.

For det har været noget af en udfordring for hende at bevare synligheden i centret, efterhånden som overdækninger og tilbygninger har sendt hende længere og længere ”tilbage” i centret, selv om adressen stadig er Bagsværd Hovedgade 116.Jannie åbnede Salon Rainbow i Bagsværd Centret for 30 år siden: – Dengang var der meget åbent med både grønt- og blomsterhandlerne. Men så kom overdækning og tilbygning og pludselig lå jeg bagerst i Bagsværd Centret, og det gør jeg så stadig.

Jeg har haft de samme lokaler siden starten, og indimellem har det været op ad bakke, men jeg er her stadig, siger Jannie Pedersen med et smil.

Det lå nærmest i Jannie Pedersens gener, at hun skulle være selvstændig. Forældrene havde fiskeforretninger i Skovlunde og Ballerup, men alligevel er det de færreste, der åbner egen forretning i en alder af blot 22 år. Men det var det, Jannie havde lyst til, efter hun havde samlet erfaring i halvandet år hos legendariske Kiwi på Stengårds Allé.
Blandt Jannies stamkunder er mange, der kom hos hende som børn og nu kommer med deres egne børn. Jannie har altid været kendt for sin gode service over for børn. Tidligere kunne de sidde i en raket, men den er blevet slidt op og er nu erstattet af en bil. Det har blandt givet hende en top-5-placering på ”Børn i byen”.

Blandt ældre stamkunder er Jannie heller ikke bleg for at tage ud til kunden selv, hvis det kniber for vedkommende at gå: – Men det er ikke bare sådan, at man kan ringe efter mig og forventer, at jeg kommer drønende. Nej, jeg har gudskelov rigeligt at lave her i Salon Rainbow, griner jubilaren med et smil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top