Søen skal renses op
oprydning.jpg
Kano- og kajakklubben 361 gør klar til forårsrengøring i naturen

Lørdag 14. april kl. 10.00 til ca. kl. 15.00 holder 361 Kano- & Kajakklub på Nybrovej 361 årets udgave af Operation Ren Sø, – et naturoprydningsarrangement, hvor alle er velkomne – også de, der ikke har tilknytning til 361.

Da det er i vores alles interesse, at naturen omkring Bagsværd Sø, Lyngby Sø og Mølleåen er ren og fri for affald, opfordres alle, der er interesserede i en dejlig, ren natur til at deltage.

Arrangementet giver en anderledes og unik naturoplevelse, hvor deltagerne kan befri naturen for mange forskellige uønskede effekter. Tidligere år er både pengeskabe, nummerplader, cykler, mobiltelefoner, bildæk og meget mere blevet fjernet fra naturen af deltagerne.

Det er helt gratis at deltage, og klub 361 byder på både let morgenmad samt frokost og ikke mindst hyggeligt samvær.

Afhængig af deltagerantal sendes deltagerne, efter morgenmaden, af sted i hold på 2-5 deltagere. Nogle på land langs vandkanten og andre i rummelige tur-kanoer, hvor affald med gribetænger indsamles i trillebøre og kanoer.

Operation Ren Sø modtager støtte fra Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner og har tidligere år haft besøg af Gladsaxes og Lyngby-Taarbæks miljøbevidste borgmestre, og arrangørerne inviterer igen i år begge kommuners borgmestre, og håber de kan afse tid i deres travle kalendere til at besøge arrangementet.

Tilmelding er ikke nødvendig, men for at kunne optimere indkøb modtager 361 gerne tilmelding på e-mail kontoret@361.dk eller på tlf. 45 360 361.

1 kommentar om “Søen skal renses op”

  1. Overskriften totalt misvisende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top