Vis flaget med Kræftens Bekæmpelse
Tusindvis af danskere går søndag den 8. april på gaden for at samle ind til kræftsagen

Kræftens Bekæmpelse har landsindsamling den 8. april. Din støtte er med til at gøre en stor forskel.

For min mor. Fordi det nytter. Fordi jeg fik hjælp. For kræftforskningen. Det personlige budskab er igen i år i centrum i indsamlingen. Vi har alle en grund til at vise flaget for kræftsagen, og igen i år kan de mange indsamlere skrive deres grund til at samle ind til Kræftens Bekæmpelse på et flag, som kan hæftes på tøjet eller sættes fast på tasken.

– Vi har alle vores grunde til at samle ind 8. april. Hver en øre tæller med i kampen mod kræft. Så tilmeld dig som indsamler og vis flaget siger Peter Skou, der er indsamlingsleder i Gladsaxe kommune.

Flagene bliver udleveret sammen med indsamlingsbøtterne, og Peter Skou understreger, at det er helt frivilligt, om man vil bruge flaget.

De penge, der bliver samlet ind ved landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. Hver gang Kræftens Bekæmpelse får 100 kr. går 61 kr. til forskning i kræft. 20 kr. går til hjælp og støtte til patienter, 16 kr. til oplysning og 3 kr. til administration.
Kun fire procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af dig og andre, der vælger at støtte sagen.

Alle kan melde sig som indsamler til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. Unge under 18 år skal gå to og to, mens børn under 13 skal følges med en voksen. Du kan også følge landsindsamlingen på Facebook, når Kræftens Bekæmpelse i løbet af dagen sender live. Du kan dele din oplevelse på de sociale medier med #VisFlaget.

Du kan melde dig
Meld dig som indsamler på 7012 2018 eller gå ind på www.indsamling.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top